Historien om DJBFA

Beatmusik
Musikken, vi spillede dengang, var i sit udgangspunkt ikke speciel ny. Inspirationen kom bl.a. fra jazzen og tidligere generationers folkelige og populære sange. Det nye var måden, vi var sammen om musikken på. Beatmusik er sidenhen meget rammende blevet beskrevet som en måde at være sammen på. Et antiautoritært samvær, hvor alle deltagerne er lige. At gøre noget sammen med andre blev vigtigere end selv "at føre sig frem". Det var den tids musik, der skabte "gruppen" som fænomen. Gruppen, hvor alle var lige og delte glæder, sorger og økonomi med hinanden.

Vores eget sprog
Omkring '68 fik oprøret officielle og synlige manifestationer gennem happenings, protestmøder og besættelser af institutioner, både herhjemme og ude i verden. For første gang i historien var vi nogle unge, der ønskede at skabe vores eget sprog, vores egen kultur. Væk med borgerskabets institutioner, hvor de voksne i al evighed satte dagsordenen og udemokratisk bestemte alt. Det var nu, vi levede, og vi ville være med til at bestemme. Tro ikke nogen over 30 år, de er fulde af løgn, sagde vi, mens vi ventede på revolutionen, der ventede lige om hjørnet.

Egne sange
I disse år droppede mange unge ud af uddannelsessystemet og brugte al deres tid på musikken. Nye spændende grupper og musikalske konstellationer dukkede frem og demonstrerede en helt anden art af kunstnerisk kvalitet end den, den "klassiske" musiktradition stod for. Nu handlede det ikke bare om at være en god håndværker og loyalt spille andres kompositioner. Vi var selv "budskabet". "Manden er mediet", sagde vi dengang. Det blev afgørende at synge og spille egne sange. Musiker, komponist og tekstforfatter smeltede sammen til en enhed.
Og samværet krævede plads. Nye spillesteder skød op som herlige frie oaser overalt i det danske land. Særlig sommertiden bød på gode muligheder for at samles i tusindvis under den fri himmel. Her gik for alvor startskuddet til de mange festivaler, som nu hver sommer blomstrer over det ganske land. Således opstod f.eks. Roskilde Festival.

Ud til de mange
Det var oplagt, at vi drømte om at få indspillet vores nye sange på plade. Budskabet skulle ud til de mange. For det var en del af en fælles ny bevidsthed. Det var herligt at spille til velbesøgte koncerter. Endnu bedre var det at nå ud via de store medier. Det store opgør lurede i underbevidstheden, og ikke mindst DR måtte efter kampe bøje sig og give plads til den rytmiske musik i sine programmer.

Start af DJBFA og situationen i KODA på den tid
Sidst i 60´erne og i begyndelsen 70´erne begyndte man som sangskriver ofte at høre sine sange i DR. Skeptiske pårørende fulgte én med en vis interesse; det hjalp da på status og selvværd at blive spillet i radioen. "Det må da give godt", mente omgivelserne, og navnet KODA dukkede op gang på gang. Som sangskriver og komponist blev man naturligvis nysgerrig: Hvad kunne sådan en afspilning mon egentlig kaste af sig?

Vurdering af musik
De første KODA-afregninger var en stor skuffelse. Printet sort på hvidt stod det klart: Skulle man leve af musikken, så måtte pengene først og fremmest hentes på "landevejen". Men min nysgerrighed fik mig dog alligevel en dag til at ringe til KODA og få et møde i stand med en venlig ældre dame. KODA lå dengang på Rosenvængets Hovedvej på Østerbro og var en anonym, kedelig gul murstensbygning med en græsplæne foran. Mit første møde dér blev ingen succes. Hele KODA-systemet virkede meget lukket og uigennemskueligt. Jeg forstod, at man skulle anmelde sine kompositioner og indsende programlister fra sine koncerter. Men, at alle de anmeldte værker efterfølgende blev vurderet, lød lidt underligt. Hvordan kunne man dog klare det? Sad der virkelig folk og gennemlyttede al den musik, der blev anmeldt og gav den karakterer? Musikken er jo så forskellig. Og hvordan kan noget musik være mere værd end andet musik?

Kamp i KODA
Allerede på dette første møde med KODA forstod jeg, at man dér, ligesom ude i samfundet, gjorde forskel på folk. Der var karaktergivning og privilegier til de udvalgte få. Men der var også protester internt i institutionen. Jeg erfarede, at KODA, som en anden supertanker, lå grundstødt i en indre strid mellem to fraktioner af komponister og sangskrivere. De "seriøse" og de "populære". Krigen havde stået på i en årrække.
Selvom KODA i sin tid var startet af de populære komponister, så lå magten nu trygt og sikkert hos de såkaldte seriøse. De havde formandsposten og til en hver tid flertallet i Rådet, som KODA´s bestyrelse kaldes.

Privilegierne trues
Trods de seriøses totale majoritet, så var det alligevel lykkedes for de populære at vinde et vist terræn. De havde bl.a. fået en af landets store ophavsretseksperter til at fastslå, at vurderingen af værker i KODA hvilede på: "en på basis af skønsmæssige kriterier fastsat retstilling, der ikke er i overensstemmelse med ophavsretslovens grundprincipper om lige beskyttelse af alle værker". En sådan udtalelse huede naturligvis ikke de seriøse, og de følte deres privilegier truet.

Fordelingsplan
Hovedlinien i afregningssystemet var dengang, at hvert enkelt værk fik en pointværdi beregnet på grundlag af genretype og opførelsessted. Pointtildelingen medførte honorarmæssig særstilling for bestemte værktyper og opførelsessteder. F.eks. gav det 200 gange mere at blive spillet i radio end på et spillested, og et klassisk værk honoreredes langt højere end et populært værk. Alle de forskellige faktorer blev i sidste ende ganget med hinanden. Det endelige resultat blev en kolossal forskelsbehandling af musikkens genrer til fordel for de seriøse.

De nationale midler
Men det var ikke bare vurdering efter genre, der skabte problemer mellem KODA´s fraktioner. De såkaldte nationale midler (Stamfonden), de 10%, som de internationale gensidighedsaftaler tillader forvaltnings-selskaberne at bruge til nationale formål, tog de seriøse, til de populæres store raseri, broderparten af. Hvad angår disse penge var parterne kun enige om ét, nemlig, at de skulle uddeles som et årligt supplerende vederlag efter anciennitet til alene deres egne medlemmer. En praksis, der var i klar modstrid med KODA´s gensidighedsaftaler.

At man blot ved oplysning om medlemskab af en af KODA´s to fraktioner fik tilsendt en årlig check – uanset om ens musik var blevet spillet eller ej - vakte naturligvis en vis opmærksomhed hos os unge jazz- og beatfolk. Et par stykker af os søgte derfor straks medlemskab af enten Dansk Komponistforening (DKF) eller Dansk Revyforfatter- og Komponist Forbund (DRKF, senere DPA).

Ansøgning afvist
Palle Mikkelborg forsøgte sig hos de seriøse og undertegnede prøvede de populære. Men begge blev vi nægtet medlemskab. Palle Mikkelborg med begrundelsen, at "hans musik var af rent underholdende karakter - og derfor ikke kunne begrunde hans medlemskab af DKF". For mit vedkommende hed det sig, at jeg ikke havde lavet teater- og revymusik nok til medlemskab af DRKF, hvilket var en sandhed med dog visse modifikationer, idet jeg på det tidspunkt faktisk var ansat på Fiolteatret som komponist og sanger. To forskellige afslag, hvoraf det klart skinnede igennem, at ingen af de to foreninger ville dele deres KODA-penge med nye medlemmer og især ikke os unge jazz- og beatfolk med langt hår og mærkelig påklædning. Disse to afslag skulle de pågældende foreninger snart komme til at fortryde.

Erik Moseholm idémand til DJBFA
Resultatet af afslagene førte til, at en lille gruppe rytmiske komponister og sangskrivere kort tid efter samledes til møde i DR´s kantine. Under dette møde foreslog Erik Moseholm, at vi skulle oprette en forening for rytmiske komponister og sangskrivere. Erik, der selv var medlem af DRKF, havde længe været utilfreds med KODA´s fordelingsplan, og han fandt det desuden helt urimeligt, at den nye generation af unge musikskabere ikke kunne blive repræsenteret i KODA´s Råd. Når KODA´s to gamle komponistforeninger ikke ville gøre noget for os unge, så måtte vi selv tage affære.

Erik Moseholm blev efterfølgende bagmand for et utal af foreninger og bastioner for de rytmiske musik. Mange af disse sammenslutninger eksisterer den dag i dag. Moseholms mange initiativer har i årenes løb skaffet millioner af kroner til den danske rytmiske musik.

DJBFA stiftes
DJBFA's stiftende generalforsamling blev efterfulgt af en ekstraordinær generalforsamling 06.06.73 og følgende bestyrelse blev valgt og genvalgt: Arne Würgler (formand), Niels Skousen, Chuck Cliff, Torben Munk, Allan Botschinsky, Kenneth Knudsen, Peter Ingemann og Eddie Lüthje. De tre sidstnævnte som suppleanter. Alle var enige om, at foreningens vedtægter skulle være enkle og ligetil. For mange paragraffer ville på forhånd binde os for meget.

Begrænset indflydelse
Da DJBFA var en realitet, skrev bestyrelsen til venner og kolleger og opfordrede dem til medlemskab. Og det var herligt at opleve, at 74 kolleger omgående meldte positivt tilbage og bad om medlemskab. En forening for rytmiske komponister og sangskrivere var absolut en mangelvare. Ikke mindst følte mange et velbegrundet stort behov for at få kikket på KODA med kritiske øjne. Ikke nok blev vi forfordelt økonomisk, vi var også kun tilsluttede medlemmer uden stemmeret og demokratisk indflydelse på egne vilkår. Men, at der skulle gå 7 år før dette ønske kunne blive opfyldt med reelt medlemskab af KODA, havde vi dog ikke regnet med.

Nye toner fra de gamle
Umiddelbart efter DJBFA's etablering ringede formanden for DRKF, Sven Buemann, undertegnede op. Han lød venlig og kammeratlig til trods for, at vi ikke kendte hinanden personligt, og inviterede mig til frokost på D'Angleterre. Her residerede han og en vis grosserer Strand hver dag. Sammen ordnede de alle DRKF´s anliggender fra deres stambord, der i øvrigt ikke befandt sig langt væk fra søstrene Wilhelm Hansens stambord. Under den luksuriøse frokost med champagne og alskens lækkerier tilbød Buemann mig ikke bare medlemskab af DRKF, men også en plads i foreningens bestyrelse. Efter nærmere omtanke mente den ældre herre, at tiden nu var inde til at give nogle af os unge adgang til det hellige fællesskab af prominente, danske komponister og revyfolk. Jeg afviste høfligt alle hans generøse tilbud og meddelte den tydeligt skuffede formand, at vi efter moden overvejelse var kommet til det resultat, at vi unge hellere ville være os selv og havde dannet vores egen forening DJBFA.

Holdt ikke ord
Ved vores afsked opfordrede jeg Buemann til at stemme for DJBFA´s optagelse i KODAs råd. Det lovede han, men da KODA´s generalforsamling fandt sted kort tid efter, lagde han sig syg, og hverken hans bestyrelsen eller hans medlemmer (med undtagelse af Erik Moseholm) støttede vores krav,. Vi opnåede således ikke det nødvendige 2/3's flertal for ændring af KODA´s love, så DJBFA´s medlemmer kunne få samme status og rettigheder som medlemmer af DKF og DRKF.

Taleret - ikke stemmeret
Ved alle KODA's generalforsamlinger fra 1973 til 1980 gentog det triste scenarie sig. Til trods for, at DJBFA hvert år ydmygt argumenterede for en ændring af KODA's vedtægter, så vi kunne blive repræsenteret i KODA's råd, og blive ordinære medlemmer, og dermed få del i de nationale midler, så blev DJBFA´s ønsker hvert år afvist af både af DKF og DRKF.

Ganske vist lå de seriøse og populære komponister i krig med hinanden. Men ét var de rørende enige om: "Jazz'erne" og "Beat'erne", som de let hånligt betegnede os, skulle ikke ind i varmen. Underforstået: Ingen af deres medlemmer ville dele indflydelse og penge med os. Hver for sig var de ofte forstående og positive overfor os, men når det kom til den årlige generalforsamling, dér hvor det virkelig gjaldt, så samarbejdede de to, slagsbrødrene, i en hellig grådig forståelse om at holde DJBFA'erne langt væk fra indflydelse og penge. Hvert år samme historie. Taleret, men ikke stemmeret, skulle være vores lod.

Kulturministeriet hjalp
At DJBFA alligevel til slut kom til en vis magt og ære, kan vi bestemt ikke takke vores kolleger i KODA for. Årsagen skal alene findes i kulturministeriet, som til sidst greb ind overfor KODA, der på den tid lå pinlig underdrejet i en voldsom, intern strid mellem de seriøse og populære om vurdering af musik og de fordelingsmæssige konsekvenser, dette medførte for de to stridende parter. Kulturministeriet indså til sidst klogeligt, at en nyordning af KODA´s interne struktur var en bydende nødvendig, og nedsatte en arbejdsgruppe, der bl.a. kunne udarbejde nogle nye vedtægter for KODA.

5 års undersøgelser af KODA
Kulturministeriets arbejdsgruppe brugte 5 år på sine undersøgelser. Alle berørte grupper blev kontaktet, således også DJBFA. I 1978 var arbejdsgruppen færdig med en meget grundig gennemgang af hele KODA´s virksomhed, og den kom med et forslag til nye vedtægter, som dog ikke umiddelbart kunne accepteres af hverken DKF, DRKF eller forlæggerne i KODA´s Råd.

Først i 1980 - efter 7 års kamp - kunne DJBFA få plads i KODAs Råd. Men det skyldtes kun, at kulturministeriet direkte forlangte, at KODA skulle ændre sine vedtægter således, at alle fraktioner blev repræsenteret med samme vægt. Ellers ville kulturministeriet ikke forny KODA's eneret til at drive sin virksomhed. Kulturministeriets krav imødekom på mange måder DJBFAs ønsker.

DJBFA i KODA
Det var en stolt dag, da Nils Tuxen og undertegnede kunne indtage DJBFA´s nye pladser i KODA's råd. Et utroligt positivt samarbejde mellem Nils og mig fik hermed sin start. Med en heldig kombination af juridisk viden (Nils er jurist) og kulturelle engagement supplerede vi hinanden fint. Et roligt og pragmatisk samarbejde med vores kolleger i rådet om at få omdannet KODA til effektivt redskab for alle danske autorer blev påbegyndt. KODA´s motto var dengang: "Den, der lever skjult, lever godt". Nils og jeg var bestemt ikke enige i dette. Nu gjaldt det om at gøre KODA til et slagkraftigt, respekteret og udadvendt forvaltningsselskab for musikrettigheder: KODA skulle være et demokratisk selskab, som alle autorer trygt kunne overdrage forvaltningen af deres rettigheder til.

Først og fremmest skulle der penge i kassen. Dernæst måtte et respektfuldt samarbejde indledes om fordeling af midlerne. Ingen særlige privilegier til nogen genrer frem for andre. Udgangspunktet i KODA måtte altid være alle autorers behov og ingen selskabstænkning med prioritering af KODAs egen overlevelse. Forvaltningsselskaberne er til for autorernes skyld, ikke for deres egen skyld.

Fordelingsplan i udvalg
De første møder i det nye KODA Råd blev dog stormfulde. Magten lå ikke længere hos de såkaldte seriøse komponister, hvilket de havde meget svært ved at acceptere. Nu gjaldt det om at få hele Rådet til at arbejde sammen om at skaffe rettighedshaverne et større udkomme. Det var svært. Men til sidst lykkedes det at få henlagt uenighederne til særlige dertil egnede udvalg. Fordelingsplanen fik således sit eget udvalg, som eksisterer den dag i dag.

Afskaffelsen af vurdering af musik tog 10 år
Hvad angår fordeling af pengene, så var DJBFA´s holdning klar fra begyndelsen. Væk med vurdering af musikværker. Vurdering skaber langt flere problemer end løsninger. Afregning af pengene skal ske i forhold til den faktiske brug af musikken og med et skyldigt kulturpolitisk og fagligt hensyn til hele den danske mangfoldighed af musikalske genrer. Komponister har grundlæggende brug for hinanden. Vores indbyrdes forskellighed sikrer og udvikler hele det kreative vækstbed. Men trods for DJBFA´s pragmatiske og imødekommende indstilling til arbejdet i KODA skulle der gå mere end ti år før det lykkedes at få skabt et flertal for afskaffelse af musikvurdering i KODA.

DJBFA argumenterede for, at der skal tages hensyn til hvorledes musikken bruges. Med hvilken intensitet lyttes der til musikken? "Live" må således generelt tælle mere end en mekanisk fremførelse. Baggrundsmusik er mere en slags "tapetmusik" og kun i mindre grad udtryk for brugernes aktive og bevidste valg af musik. DJBFA har også argumenteret for, at uropførelser skal premieres. Det støtter den aktive indsats for at skabe ny musik.

Nationale midler i forhold til volumen
Hvad angår de nationale midler, så mente DJBFA, at fordelingen bør stå i et rimeligt forhold til foreningernes indbyrdes volumen. Et synspunkt, det har været meget svært at komme igennem med. DJBFA blev jo hurtigt langt den største forening og burde således have de fleste penge. Her, som i mange andre forhold, har DJBFA dog måttet sande, at privilegier er ikke noget, man frivilligt giver afkald på. Der sker ingenting, hvis de "undertrykte" ikke selv presser på. I dag er det stadig kun lykkes at få en reel ligestilling mellem medlemmer af DJBFA og DPA. DKF fastholder stadig, at deres forening skal have en større andel pr. medlem, idet de har sværere ved at få opført deres musik. En sandhed, som mange medlemmer af DJBFA og DPA nok ikke umiddelbart kan skrive under på. Så nemt er det jo ikke længere at blive spillet i medierne eller få at få livejobs.

Rettighedshaverne i NCB
Deltagelse i KODA-arbejdet handler også om indflydelse i NCB (Nordisk Copyright Bureau). Her er forvaltningen af de mekaniske rettigheder (lydoptagelserne) placeret. DJBFA opdagede snart, at autorernes indflydelse var stærkt begrænset i denne organisation. I begyndelsen bestod NCB´s bestyrelse udelukkende af direktørerne fra de nordiske KODA-selskaber. Det måtte ændres, og det lykkedes i første omgang at få Nils Tuxen valgt som autorrepræsentant til at indtræde i stedet for KODA´s direktør. Dette var dog blot en spæd begyndelse. I dag er alle de nordiske lande repræsenteret i NCB´s bestyrelse med både autorer, musikforlæggere og - direktører.

Kopiering af musik
En af de vigtigste politiske opgaver for DJBFA i NCB-sammenhæng var at få indført et vederlag for kopiering af musik. Kopiering havde i slutningen af 80'erne taget et kolossalt omfang. I de fleste danske hjem fungerede kassettebåndoptagere som rene kopieringsmaskiner. Konsekvensen var, at pladesalget begyndte at falde mærkbart.

Da det ikke var muligt at få politikerne til at gennemføre et egentligt forbud imod privat kopiering, begyndte DJBFA at arbejde for at få pålagt de uindspillede bånd et kunstnervederlag. Det blev en hård og langvarig kamp, hvor en lang række DJBFA-medlemmer deltog aktivt. Til sidst lykkedes det at få vedtaget en lov, der betød en fast minutpris pålagt alle de blanke medier, der kan bruges til kopiering. En inkassoforening "Foreningen Båndkopi" blev oprettet med tilknytning til COPY-DAN, og i de første år indkasserede foreningen mere end 60 mio. kr. årligt. Et betydeligt beløb, som dengang og i dag deles mellem et stort antal rettighedshavere. Pengene uddeles både individuelt (2/3) og kollektivt (1/3).
I dag er den årlige indtægt til fordeling via BÅNDKOPI faldet til ca. 40 millioner kr. idet salget af uindspillede medier falder og kopiering i dag mere foregår til harddiske, som det ikke har været muligt at få pålagt vederlag til kunstnerne.

Punktafgiften
Udover at få gjort noget ved kopieringsproblemet, så involvere DJBFA sig kraftigt i at få afskaffet den særlige skat, som alle fonogrammer tidligere var pålagt: Punktafgiften. Kampen om afskaffelse af denne afgift rasede i årevis, men først i begyndelsen af 1990´erne øjnede DJBFA, og en lang række andre berørte rettighedsgrupper, en mulighed for at få et politisk flertal for en ændring. Løsningen blev usædvanlig, idet flertallet måtte findes uden om den daværende regeringen.

Droit morale
At få vores rettigheder sikret i KODA og NCB er naturligvis en vigtig sag. Ligeså vigtigt er det at kæmpe for andre områder vedr. brugen af vores rettigheder. Kreditering har altid været noget som radio og tv-stationer tager let på. Men det må de ikke. Loven giver ophavsfolket en ret til at blive krediteret efter god skik. En vanskelig passus, som det er svært at få til at fungere i det daglige. DJBFA har gang på gang måttet påtale grove forsømmelser og true med erstatningskrav.

Udlån af cd'er og plader
En rimelig kompensation for, at vi i bibliotekssammenhæng ikke har nogen lovlig eneret til at forbyde udlån, burde naturligvis tilfalde os. Bibliotekerne kan låne vores cd'er ud uden at spørge os om lov. Og det gør de i stort omfang. I mange år har DJBFA påtalt over for skiftende kulturministre, at vi ikke længere vil finde os i at blive købt, udlånt og kopieret uden en rimelig kompensation. Men en forståelse i form af klingende mønt har længe måttet vente på sig. Først i 1988 skete der noget. Efter aktioner fra flere DJBFA-medlemmer fik vi endelig tilkendt sølle 2 millioner kroner årligt til deling med udøvende musikere, skuespillere og oplæsere. I dag får de autorer, der har husket at tilmelde sig ordningen, hvert år en lille forkølet check. At vores tålmodighed forlængst har nået bristepunktet synes ikke at påvirke lovgiverne. DJBFA har siden da stillet krav om en fuldkommen ligestilling med de danske forfattere, der i dag (2010) får 168 mio. kr., bør være en klar forudsætning for, at bibliotekerne frit kan udlåne vores plader.

Musik i medierne
Igennem en årrække har DJBFA kæmpet for at vore public service-medier præsenterer dansk musik. De nødvendige aftaler og overenskomster kom på plads allerede for 20 år siden. At danske tekster og dansk musik er et fantastisk aktiv for en lille nations kamp for at fastholde sin identitet og gøre sig synlig universelt, burde være selvklart for alle. Desværre kniber det med forståelse i medierne, hvor dansk musik, trods et voksende udbud af cd'er, spilles alt for lidt.
I begyndelsen af 1990 blev tilmed indført en effektiv musikstyring af de forskellige radiokanaler, så kun musik, der passer til kanalernes målgrupper kan accepteres. DJBFA har gang på gang protesteret og kræver større diversitet og mangfoldighed i de danske medier.

DJBFA og EU
Danmarks tættere tilknytning til EU har i de senere år udfordret KODA's monopolstilling i DK. Senest har EU besluttet, at der skal være fri konkurrence mellem alle forvaltningsselskaber, hvad angår rettigheder digitalt online og kabel.
DJBFA har, bl.a. via sit formandsskabs politiske EU-arbejde igennem årene, arbejdet kraftigt for at kulturen ikke underlægges varernes frie bevægelighed og konkurrencebetingelser. Kultur er nok en vare, men også mere end det. For små nationer og sprogområder er det afgørende, at man har mulighed for at fastholde selvstændighed og mulighed for positiv særbehandling. EU anerkender dette, hvad angår unionens forskellige sprog, men ikke musik.

DJBFA´s indre liv
En god forening har også sit eget indre liv. Hyggelige aftener, hvor medlemmerne kan mødes og diskutere fælles sager. Samvær, hvor viden og erfaring udbredes og tilegnes. I DJBFA indså vi hurtigt, at ingen kan undvære inspiration, og at de fælles rammer giver os nogle muligheder for at dele al viden og erfaring, vi har i vores fællesskab. Vores bevægelse er i sit udgangspunkt antiautoritær. Men en antiautoritær bevægelse kan skabe en vigtig fælles historisk bevidsthed og demokratisk erfaring. Ny æstetik og ikke mindst nye teknologiske udfordringer og forretningsmodeller kræver grundige overvejelser og studier. Hvad gør vi ved internettet, og hvilke økonomiske og kulturelle muligheder rummer nettet for vores musik? Hvad gør vi i forhold til den internationale konkurrence og dansk musikexport?

DJBFAs refugier
For inspirationens skyld er det vigtigt at få mulighed for at rejse, møde andre folk og få ro til fordybelse. DJBFA begyndte derfor i 80'erne at uddele rejselegater og leje hus i Koroni i Grækenland, et refugium, som hurtigt blev suppleret af et hus i Mårup på Samsø. Senere har vi fået et lille logi på Manhattan lige midt mellem New Yorks mest professionelle musikklubber, og derefter et til. Inden for de senere år har DJBFA købt hus i Andalusien i Spanien, en smukt beliggende gård på Bornholm, en centralt beliggende lejlighed i Paris og og en i Berlin.

Rytmiske komponister i Danmark har ikke haft nogen officiel mulighed for uddannelse og efteruddannelse. Derfor begyndte vi i slutningen af 80'erne at arrangere seminarer, symposier og kurser. Det er blevet til mange forskellige tilbud, hvortil DJBFA´erne flokkes. Sangskrivning, computerkomposition, filmmusik, instrumentation osv. Vi har været initiativtager til en egentlig officiel uddannelse på det rytmiske musikkonservatorium, hvor en fremtrædende amerikansk komponist har stået for masterclass.

Nye forretningsmodeller
Den digitale teknologi har skabt nye måder at bruge musikken på. Internettet åbner for nye muligheder, men også nye, vanskelige udfordringer. Pladebranchen, med salg af enkeltproduktionen, oplever en voldsom nedgang. I dag kopieres der mere end nogensinde, men det giver ikke flere indtægter til autorerne, tværtimod. DJBFA's store opgave er at sikre, at autorerne ikke hægtes af denne nye udvikling. DJBFA rejser i begyndelsen af 2000 spørgsmålet om behovet for nye forretningsmodeller.

DJBFA en ung organisation?
DJBFA udsprang som en nødvendig del af det rytmiske musikmiljøs udvikling fra jazzen til vore dages store mangfoldighed af udtryk og genrer. Kulturelt og økonomisk blev det dengang nødvendigt med nye rammer og nye organisationer. De gamle foreninger interesserede sig kun for kegleaftner og legater. Hvordan skal DJBFA forsat være en progressiv organisation for også fremtidens kommende autorer?
Efter 34 år som formand syntes jeg, at det var på høje tid at give stafetten videre. DJBFA's bestyrelse besluttede derfor at finde ny formand og næstformand. Ved generalforsamling 2007 takkede jeg af, og bestyrelsen valgte efterfølgende Piet Breinholm Bendtsen til formand og Franka Abrahansen til næstformand. Desværre måtte Piet efter en kort tid trække sig og Franka blev konstitueret som ny formand. En tid fulgte nu med en del uro om foreningens politik. Franka gav op og Torben Kjær blev ny formand. Uroen medførte fortsat en del interne problemer og samarbejdsproblemer mellem bestyrelsen og foreningens daglige leder. I august 2008 indkaldte derfor et stort antal af medlemmerne til ekstraordinær generalforsamling, og Pia Raug, DJBFA's tidligere mangeårige næstformand, meldte sig igen og blev af en nyvalgt bestyrelse bedt om at træde til som formand.

Generationsskifte?
I dag er DJBFA atter oppe i omdrejninger, med Pia Raug som formand og Jens Lysdal som næstformand. Spørgsmålet er fortsat, hvorledes DJBFA kan forfølge sit udgangspunkt om at være en ung, aktiv og anderledes organisation (bl.a. set i forhold til DPA og DKF), ledet af autorer med tæt forbindelse til aktuelle og kommende generationer af rytmiske autorer. Set i forhold til DJBFA's historiske udgangspunkt synes det helt naturligt. Men hvordan skal det forstås i dag, hvor vi oplever, at ophavsret er en stadig mere og mere krævende disciplin? Den digitale tidsalder fordrer således betydelig indsigt og kompetencer. Ikke nogen nem opgave at takle for nye unge kommende kulturpolitikere. Omvendt er det vigtigt at sikre, at de kommer med, og dermed også sikre, at ophavsretten ikke sander til.

DJBFA i fremtiden
Det skabende menneske ejer fremtiden. Den reflekterende og kreative selvbevidsthed er den springende kilde. DJBFA's kamp for danske komponister og sangskrivere er ikke bare en kamp for et professionelt erhverv, men også en eksistentiel kamp for den skabende aktivitet. DJBFA handler ikke bare om at give nogle musikautorer bedre forhold. Kampen rækker langt videre ud i samfundet. Sproget skal f.eks. udvikles og styrke vores nationale selvbevidsthed og identitet. Uden selv at være noget, kan man ikke være noget for andre. Således er DJBFA's fortsatte eksistens en kulturpolitisk nødvendighed. Ingen ny teknologi kan forrykke nødvendigheden af at have noget på hjerte, en historie at fortælle, et budskab og et bankende hjerte. Inderst inde ved vi det godt. Alligevel handler hverdagen mindre og mindre om at sikre den menneskelige kreativitet. I DJBFA er vi overbevist om, at Danmark i fremtiden skal overleve via sine kreative ressourcer.

DJBFA – mere og andet end vedhæng til KODA
DJBFA udsprang som en nødvendighed af alt det, der skete dengang, da nogle unge ønskede at få sit eget sprog og sige tingene på deres egen måde. Samtidig ønskede man at skabe en aktiv musikautororganisation, som i større udstrækning end DPA og DKF kunne mere og andet end uddele nationale KODA-midler og fejre sig selv ved sociale arrangementer.
DJBFA's resultatliste kan måske for nogen synes imponerende. Alligevel er vi som forening stadig langt fra målet, at sikre, at en stor mangfoldighed af autorer i Danmark kan leve som professionelle kunstnere.

37 år er nu (2010) gået, meget er forandret. Om vi i virkeligheden er kommet tættere på målet nu end dengang i 1973, må andre afgøre. Personligt tror jeg, at udfordringen altid vil være den samme. Livet skal genskabes igen og igen. Hver dag sin kamp, og i kampen er der redskaber, vi ikke kan undvære.

Et sådan redskab er DJBFA. Vi kan i dag glæde os over, at en lille skare komponister og sangskrivere satte hinanden stævne i DR´s kantine for nu så længe siden.

Arne Würgler, Dronningmølle 2010

1972
Arne Würgler og Palle Mikkelborg nægtes medlemskab af henholdsvis DRKF og DKF.

1973
Stiftende generalforsamling for DJBFA. Bestyrelse: Arne Würgler (formand), Niels Skousen, Torben Munk, Chuck Cliff, Allan Botschinsky, Kenneth Knudsen, Peter Ingemann og Eddie Lüthje. (De tre sidstnævnte som suppleanter.)
DJBFA støtter Alrune Rods aktion for biblioteksafgift for musik.

1974
DJBFA klager til kulturministeriet og kræver ændring af KODA's vedtægter og del i de nationale midler.

1977
Arne Würgler vælges, under protest fra DKF, til tonekunstudvalget i Statens Kunstfond.

1978
DJBFA får medlemskab af repræsentantskaberne i Statens Kunstfond, Statens Musikråd, Dansk Kunstnerråd og Jazzkredsen.

1979
Nils Tuxen formand for DJBFA, mens Arne Würgler sidder i Statens Kunstfond.

1980
DJBFA har 173 medlemmer.
Ændring af KODA's vedtægter. DJBFA får to medlemmer i KODA's råd: Nils Tuxen og Arne Würgler.
KODA indkasserer 46 mio. kr. i alt.
Overenskomstforhandlinger med DR om bestillingsmusik.
DJBFA modtager 35.000 kr. á conto fra KODA's nationale midler.
Torben Kjær og Holger Laumann medlemmer af KODA's vurderingsudvalg.

1981
Erik Grip bliver DJBFA's første kasserer og sekretær. Sekretariatet etableres i Eriks bolig i Lejre.
DJBFA modtager 723.402 kr. fra KODA's nationale midler. Pengene uddeles bl.a. til arbejdslegater.
Indmeldelse i COPY-DAN, Skolekopier.

1982
Arne Würgler formand.
DJBFAs hæderspris indstiftes og uddeles første gang i forbindelse med generalforsamlingen.
DJBFA klager til kulturminister Lise Østergaard over punktafgift på plader.

1983
DJBFA klager til DRs generaldirektør over den danske musikprocent i udsendelserne.
Nils Tuxen i NCB's bestyrelse.
Aktioner for biblioteksvederlag for udlån af plader.

1985
Start på kamp for vederlag for blanke bånd.
DJBFA etablerer sekretariat i Klerkegade i samarbejde med DPA.
Bent Malinovsky ansættes som sekretær, Erik Grip kasserer.
Ligestilling i KODA's fordelingsnøgle mellem tekst og musik.
Protester mod tvangslicens vedr. kabel tv.
DJBFA udarbejder standardforlagskontrakt.
Folketinget forbyder udlejning af plader.

1986
"Nyt fra DJBFA" udkommer for første gang.
Lotte Rømer medlem af bestyrelsen for KODA-DRAMATIK.
Kamp for at få lokalradioerne til at betale KODA.
Ændring af fordelingsreglerne i KODA betyder flere penge til DJBFA-medlemmer.

1987
Overenskomst med DR om bestillingsmusik.
Aktioner imod at få en á conto skat på royalty.
Bent Malinovsky overtager det samlede job som sekretær og kasserer.
DJBFA anskaffer sin første computer.
Punktafgiften halveres.

1988
En AIM-undersøgelse fastslår, at danskere gerne vil høre mere dansk musik i DR.
Biblioteksafgift til komponister og musikere, desværre kun et mindre beløb.
Kampagnestart for et vederlag for blanke bånd.
Aktioner for en indtægtsløshedskasse for skabende kunstnere.
Anne Dorte Michelsen finder refugium i Koroni, Grækenland, til DJBFA's medlemmer.
DJBFA klager over DR's brug af kompressor ved afspilning af musik i P3.
Protester mod brugerbetaling for musik på visse biblioteker.

1989
Pia Raug afløser Nils Tuxen i KODA's råd.
KODA afregner for lokalradioerne.
DJBFA protesterer imod nedlæggelse af radioens Big Band.
DJBFA i DR's og TV2's programråd.
Aktioner på hovedbibliotekerne i Århus og Lyngby imod brugerbetaling.
Autorerne låner selv deres plader.
Ny fordelingsplan i KODA betyder tættere sammenhæng mellem indtægter og fordeling.
Arne Würgler klager til EU-kommissionen over TV-direktivet. EU skal ikke bestemme over kultur.
NCB og DJBFA vinder retssager vedr. droit morale. Det drejer sig bl.a. om plagiat af "De Nattergale".
Overenskomst med film-, video- og tv-producenterne om bestillingsmusik.
DJBFA's medlemmer på kursus i musik-computer.
Første sangskriverkursus med Carsten Grolin.

1990
Lokalerne i Klerkegade fraflyttes.
Søllerød bibliotek stævnes af NCB for brugerbetaling.
DJBFA medudgiver af Dansk Musik Årbog.
Torben Kjær næstformand.
Arne Würgler valgt til KODA's formand for 2 år.
DR spiller kun 15% dansk musik i prime time.

1991
DJBFA over 400 medlemmer.
DJBFA lejer sig for en kort tid ind i ledige lokaler hos NCB.
DJBFA erhverver refugium i Havnefogedgården i Mårup Havn på Samsø.

1992
DJBFA får fast kontor på Gråbrødretorv.
"Nyt fra DJBFA" skifter navn til "DJBFA Nyt".
KODA ændrer fordelingsplan, så afstand mellem top og bund formindskes. Flere penge til uropførelse.
DJBFA's medlemmer aktionerer på Christiansborg for et blankbåndvederlag.
Eva Baadsgaard ansættes i sekretariatet.
Folketinget vedtager lov om vederlag for blanke bånd.
DJBFA kræver større andel af KODA's nationale midler.
Protest imod EU-direktiv om udvidelse af beskyttelsestiden fra 50 til 70 år. Pengene vil gå fra de levende til de døde.
NCB vinder i Højesteret: Brugerbetaling for udlån på bibliotekerne gøres ulovligt.

1993
Opstart på "PILOT - Dansk musik i radioen".
Vurdering af værker i KODA afskaffes.
Kampagne for afskaffelse af punktafgift på plader.
Ny fordelingsplan i KODA, samlet fremgang for DJBFA på ca. 7%.

1994
DJBFA over 500 medlemmer.
Enhedslisten stiller forslag om en sikringsordning for skabende kunstnere.

1995
DJBFA får en større andel af de nationale midler.
Jan Irhøj næstformand.
Opstart på DJBFA Distribution.
Salg af DJBFA-plader fra musikbiblioteker.
DJBFA får refugium i Cornwall.
Sebastian tildeles, som første rytmiske komponist, livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond.
DJBFA medarrangør af filmmusiksymposium på Filmhøjskolen i Ebeltoft.

1996
Punktafgiften for plader og cd'er afskaffes.
Pia Raug næstformand.
Kontoret på Gråbrødretorv udvides med nye mødelokaler og kontor til DJBFA Distribution.
Pilotprojekt vedr. en komponistuddannelse på Rytmiske Musikkonservatorium under ledelse af Bob Brookmeyer.
Kunstudvalg og udstillinger af DJBFA-medlemmers billedkunst i lokalerne på Gråbrødretorv.
Kampagne for mere dansk musik i medierne. DJBFA fører an i kritik af den centraliserede musikstyring i DR.
BÅNDKOPI med Arne Würgler som formand fordeler 60 mio. kr.

1997
DJBFA 600 medlemmer.
DJBFA's "Spil Dansk"-pris uddeles for første gang.
Franz Beckerlee finder en studielejlighed i New York til DJBFA. Og refugiet i Cornwall afvikles.
Gallup dokumenterer, at danskere gerne vil høre mere dansk i radioen.
DJBFA støtter en retssag mod musikforlaget Warner Chappell.
Topmøde med DR's radio-ledelse vedr. deres programpolitik. DJBFA påpeger, at DR ikke overholder sine public service forpligtelser.
Flere penge til Statens Kunstfond, bl.a. 10 livsvarige ydelser til rytmiske komponister.
KODA indkasserer 265 mio kr.
DJBFA modtager 6,2 millioner kr. fra KODA's nationale midler. Pengene fordeles bl.a. til arbejdslegater.

1998
DJBFA kræver forhøjelse af bibliotekspengene, samt en ligestilling mellem komponister, sangskrivere og forfattere.
DJBFA har 605 medlemmer.

1999
DJBFA tager initiativ til et udvalg om dansk musik eksport - der kommer med en undersøgelse som viser, at dansk musik eksporteres for mere end en halv mia. Det skaber grundlag for, at regeringen nedsætter et udvalg om dansk kultur og erhvervspolitik .
Den digitale kopiering griber om sig og flere lagrer nu musik på egen hjemmekopierede cd'er,
DJBFA retter henvendelse til politikerne herom.

2000
DJBFA tager, sammen med en række andre kunstnerorganisationer, initiativ til en høring om dansk mediepolitik. Høringen anbefaler en række tiltag, som senere kommer med i et nyt medieforlig, blandt andet et Public Serviceråd.
Regeringen fremsætter forslag om at liberalisere digital kopiering, så det bliver lovligt at stjæle musik fra Internettet og videregive dette. DJBFA protesterer og kræver en kompensation.

2001
DJBFA ansætter Poul-Henrik Jensen som informationsmedarbejder, med det særlige formål at arbejde med kulturpolitik overfor de politiske partier,
Regeringen ændrer sit lovforslag om digital kopiering og begrænser omfanget til privat brug og lover samtidig danske musikkunstnere en kompensation.
Dette ændres, da en ny regering tiltræder i november
DR indbyder DJBFA-medlemmer til møde i Radiohuset, det er ved den lejlighed, at DR's musikchef erklærer, at " dansk musik ikke er radioegnet".
DJBFA's administrator gennem 16 år, Bent Malinowski, fratræder og Poul-Henrik Jensen bliver foreningens daglige leder.

2002
Den nye regering varsler omfattende nedskæringer på kulturområdet - især musikken og forfatterne skal holde for. Det fører til omfattende protester, således er DJBFA initiativtagere til en fælles kunstnerdemonstration, der samlere mere end 3000 danske kunstnere.
Regeringen bebuder ny kunststøttestruktur.
DJBFA gennemfører fire koncerter over hele landet for at sætte fokus på den manglende biblioteksbetaling.
DJBFA er medinitiativtager til et nyt public serviceråd, der kommer til at erstatte det officielle råd, som regeringen har nedlagt
Foreningen køber en legatbolig i Sydspanien og uddeler legater for mere end 4 mio. kr.
DJBFA runder 700 medlemmer.
DUP, Danske Uafhængige Pladeselskaber stiftes, DJBFA er med som fødselshjælper.

2003
Nyt refugium på Bornholm.
Pia Raug vælges til præsident for CIAM, Conseil intenational des Autores et Compositeurs de Musique.
Spillestederne fører krig imod komponisterne om betaling til KODA.
Det forbydes at kopiere fra lånte cd´er. Samtidig nedsættes vederlaget til kunstnerne fra blanke cd´er.

2004
DJBFA afholder generalforsamling på Christania. Arne Würgler meddeler, at han stiller op til bestyrelsen for sidste gang.
Medlemsweekend på Fyn om international karriere og PR og promotion.
Arbejdet med Phonofile (digital distribution af musikfiler) sættes i gang.
DJBFA opretter kultur-og opholdssted på Mali.

2005
4 ansatte på DJBFA's kontor.
Lejlighed i Paris.
DJBFA vinder sag om kreditering i DR af sangen "I kan ikke slå os ihjel" af Tom Lundén.
DJBFA deltager i arbejdet med at etablere en cd-produktionspulje fra statens side.
DJBFA medarrangør af møde, der søger at inddrage kunstnernes situation i valgkampen til Folketinget.
DR og DJBFA sætter hinanden stævne og diskuterer dansk musik i radio og tv.
DJBFA tager initiativ til at oprette Det Nye Publicserviceråd.
Rejsepulje til 3.verden.
Sidste år for Pilot Radio.

2006
DJBFA modtager 13,5 mio. kr. fra KODA's nationale midler.
DJBFA fokuserer stærkt på musikeksport vedr. Jazz og folk.
DJBFA bag kritisk rapport om nedgang i kulturbevillingerne.
En bedre lejlighed i New York.
DJBFA medarrangør ved høring i Bruxelles imod rekommandationen fra EU-kommissionen. "Klubben" etableres på færgen Grønsund.
Spil Dansk Dag bl.a. i Amager Bio for indvandrerkvinder og med musik af anden etnisk herkomst end dansk.
Veteraner fra DJBFA præsenterer unge sangskrivere på ny scene i Tønder.
DJBFA køber lejlighed i Berlin, samt lejer hus på Cuba.
DJBFA´s bestyrelse diskuterer generationsskifte og paradigmeskifte.

2007
970 medlemmer.
DJBFA nyt får ny redaktør, Lars Muhl afløses af Thulla Wamberg.
Arne Würgler takker af. Piet Breinholm Bentzen ny formand. Franka Abrahamsen næstformand.
DJBFA fremlægger analyse af musikkens merværdi og kan konkludere "at musikken har et stort potentiale til at skabe en merværdi for samfundet".
DJBFA afsætter en pulje til koncerter til Spil Dansk Dagen.
DJBFA arrangerer tekstskrivningskursus på Odsherred Teaterskole.
Medlem nr. 1000 optages d. 6. September.
DJBFA foreslår kulturministeriet endnu engang en a-kasselignende ordning for komponister.
DJBFA har scene på Gammel Strand og præsenterer musik til jazzfestival. Præsenterer også musik til Århus festuge.
Niels Hausgaard overværer, på vegne af DJBFA, retssag i Tyrkiet, for at sikre sangeren Fehat Tuncs ytringsfrihed.

2008
Piet trækker sig som formand. Franka ny formand.
DJBFA indsender forslag til nye vedtægter i KODA: Alle KODA-medlemmer skal have stemmeret. Forslaget afvises især af medlemmer af DPA og DKF ved historisk stort fremmøde til KODA's generalforsamling. Samtidig stemmes der for, at musikforlagene får en ekstra plads i KODA's råd. Pladsen skal gå til de multinationale musikforlag.
Uro på DJBFA's generalforsamling. Torben Kjær vælges til ny formand. DJBFA's daglige leder Poul Henrik Jensen opsiges.
Tre medlemmer af DJBFA's bestyrelse indkalder til ekstraordinær generalforsamling.
Ny bestyrelse i DJBFA valgt indtil næste generalforsamling. Pia Raug vælges til formand. Jens Lysdal næstformand. Pia Raug og Susi Hyldgaard vælges til KODA's råd.
Poul Henrik Jensen genansættes.
Klubben vest i Århus opstår i lighed med Klubben Øst i København

2009
Flertal på DJBFA generalforsamling for at fastholde opdeling mellem ordinære og tilsluttede medlemmer, således, at kun ordinære medlemmer forsat har stemmeret.
DJBFA indleder samarbejde med Jazzsted La Fontaine om at arrangere komponist jam.
Klubben øst inviterer til samvær i Tårnsstudiet, Vesterbrogade.
DJBFA's bestyrelsen genvælges. Pia Raug og Jens Lysdal deler nu fortsat formandsskabet. DJBFA bag ny rapport om væksten i ophavsretsbrancherne.

DJBFA og de øvrige musikorganisationer sender forsalg til de kommende medieforhandlinger. DJBFA med i arbejdet med etablering af en netradio, Den2Radio.
DJBFA støtter koncerter i forbindelsen med klimatopmødet december i København.
DJBFA indleder samarbejde vedr. sangskriver co-writing i Austin, USA.
Klage over beskatning af ophavsret.
Rythm and Roots, samarbejde med spillesteder og gymnasier.
En ekstra lejlighed i New York.
DJBFA modtager 20,3 mio. kr. fra KODA. Begynder at uddele 2-årige legater.

2010
DJBFA har nu 1268 medlemmer