Aktuelt

Komponist i samarbejde med patientforening

Lørdag, 13 maj, 2017
Filmkomponist Frans Bak og Lungeforeningen har skabt et musikalsk projekt, hvor personer med lungesygdomme og deres familier får pusterum med sang og musik. Projektet er en konsekvens af Tænketanken Musik & Sundhed.

Syng for dine lungers fulde kraft og få sundere lunger og bedre velvære. Det er formålet og tanken bag dét samarbejde, som filmkomponist Frans Bak og Lungeforeningen sammen har skabt. 

Projektet tager sit udgangspunkt i Frans Baks kompositioner Sange Til Vores Mødre - Et kærlighedsprojekt. Samarbejdet mellem komponisten og Lungeforeningen er kommet i stand via Tænketanken Musik & Sundhed, som DJBFA søsatte først på året.

- Jeg har skrevet hel ny musik til dette projekt - en række enkle sange, der handler om nærvær og kærlighed, og en række musikalske forløb der giver plads til fordybelse. Publikum/deltagerne vil blive inddraget i nogle enkle fællessange. Forhåbentlig vil sangen vise os vejen til hinanden og lære os noget om at give og modtage kærlighed og at passe på hinanden mens vi er her, fortæller Frans Bak. 

Filmkomponist Frans Bak deltog i det første møde, da DJBFA søsatte tænketanken Musik & Sundhed. Nu er det resulteret i konkret samarbejde med Lungeforeningen.

Lungeforeningen forklarer behovet for at bruge musik som en del af den behandling, som patienter og borgere har brug for: 

- Der lever i dag over 600.000 børn og voksne med en lungesygdom, heraf 320.000 med den alvorlige sygdom KOL, som ofte skaber angst, ensomhed og isolation. Alt for få borgere med KOL får tilstrækkelig rehabilitering, og når kommunes tilbud slutter efter 8-12 uger (red: Afhængig af kommunen), forventes det, at borgerne kan fortsætte de gode livsstilsændringer, fortæller Anne Brandt, der er administrerende direktør i Lungeforeningen og medlem af Tænketanken Musik & Sundhed. 

- Der sker desværre alt for ofte dét, at mange KOL patienter ikke selv kan tage initiativ til at vedligeholde de gode livsstilsændringer, fordi de føler sig anderledes/mindreværdige, og har svært ved at komme i gang alene. Mange har en tendens til at isolere sig af samme årsag, hvor både åndenød og skyldfølelse spiller en stor rolle i forhold til en sygdom som mange oplever som selvforskyldt. Det kan disse musikoplevelser medvirke til at ændre, siger Anne Brandt.

Det fælles samarbejdsprojekt skal nu testes i en af Lungeforeningens lokalafdelinger.