Aktuelt

Opmærksomhed til ny tænketank om Musik & Sundhed

Tirsdag, 14 februar, 2017
Musik skal øge danskernes sundhed, musik i sundhedssektoren, musik rykker ind på hospitalet... Budskabet om mulighederne i kombinationen af musik og sundhed gav genklang i de danske medier oven på lanceringen af ny tænketank startet af DJBFA.

Oplæg ved Per Thorgaard fra Aalborg Universitetshospital.Blandt andet i TV2 Nyhederne og på P1 kunne man høre om den nye tænketank inden for musik og sundhed, som så dagens lys 8. februar. Her mødtes forskere, læger og patientforeninger for at dele viden og opdyrke nye musikinitiativer til den danske sundhedssektor.

Tænketanken er søsat af DJBFA via projektet Musik & Sundhed i MusicBusiness 2020. Læs mere om det her.

Budskabet om den nye tænketank og initiativerne inden for musik og sundhed blev omtalt bredt i landsdækkende medier.
 

Flot tv-dækning af tænketank

Både TV2 og TV2 News dækkede lanceringen af tænketanken og satte fokus på musik i det danske sundhedssystem, bl.a. i TV2's 18- og 22-Nyhederne.

- Gang på gang bliver det påvist, at musik har en gavnlig effekt på vores hjerner. Det er så udbredt en kendsgerning, at musik nu skal være med til at skabe bedre sundhed for landets patienter, skrev TV2 i en af deres webartikler om emnet.

Nogle af indslagene er tilgængelige på nettet. Se dem her: TV2: Musik skal øge danskernes sundhed og TV2: Sådan reagerer din hjerne på musik.
 

Tre P1-indslag om musik i sundhedssektoren

Allerede forud for opstartsmødet den 8. februar var DJBFA's Direktør for Innovation & Udvikling i projektet Musik & Sundhed, Josephine Hall, tidligt oppe og på radiobesøg for at fortælle om pointen med tænketanken. Hør Josephine i P1 Morgen.

Erfaringsudveksling ved lancering af tænketanken om Musik & Sundhed. Med bl.a. overlæge Henrik Ullum (tv).Henrik Ullum, professor og overlæge på Rigshospitalet er en del af tænketanken. Han var også i P1.

- Når vi hører noget musik, vi godt kan lide, udskiller hjernen signalstoffer for belønning, dopamin, forklarer han. Dopamin hjælper på smerter, på humøret og på angst. Hør Henrik Ullum fortælle om sammenhængen mellem musik og dopamin - og om initiativerne med musik på sundhedsområdet her i P1 Morgen.

DJBFA's formand, Susi Hyldgaard, og overlæge Per Thorgaard blev desuden interviewet i P1 Eftermiddag den 9. februar:

- Når det her sætter komponisterne i Danmark i spil, så handler det om, at de skal gå ind i en dialog sammen med nogle af de mennesker, som kender udfordringerne, fortalte Susi Hyldgaard. Hør Susi Hyldgaard fortælle om tænketanken i P1 Eftermiddag.
 

Musik skal rykke ind på hospitalerne

Også landsdækkende aviser satte fokus på DJBFA og MusicBusiness 2020's initiativ.

- Komponister, forskere, læger og patientforeninger mødtes i denne uge for at blive klogere på, hvordan musik kan være med til at forbedre patienters sundhed. Selvom forskningen peger på en positiv virkning, er det svært at udfordre traditionelle behandlingsformer, skrev Kristeligt Dagblad eksempelvis.

Læs hele Kristeligt Dagblads artikel Musik skal rykke ind på hospitalerne.

Læs mere om projektet Musik & Sundhed - og hvordan du kan blive en del af det som komponist.

Læs mere om hele projektet på MusicBusiness 2020's hjemmeside.

(Fotos: Carsten Andersen)