| Dansk kultur skal styrkes globalt |
| Fredag, 25. juni 2010 08:03 |
|
Regeringen har fremlagt strategi for internationalisering af dansk kulturliv. Af Martin Blom Hansen Udspillet har Udenrigsministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet med som tætte samarbejdspartnere, og strategien har da også meget klare budskaber i forhold til kultureksport, vækst i danske kulturerhverv og markedsføring af Danmark. Strategien indeholder fem overordnede punkter, og herunder er der 48 konkrete tiltag: 1. Kunstneren i en globaliseret verden. Her fremhæver man blandt andet Statens Kunstråds DIVA-ordning, der gør det muligt for udenlandske kunstnere at bo og arbejde i Danmark i en periode. Regeringen ser gerne bedre muligheder for, at danske kunstnere på lignende vis kan arbejde udlandet. Desuden vil man øge fokus på internationalisering af de videregående kunstneriske uddannelser. 2. Professionalisering og netværksdannelse på et globalt marked. Det handler i høj grad om at styrke promotion, markedsføring og eksportmuligheder for danske kulturprodukter. Her skal Udenrigsministeriet og Dansk Eksportråd på banen. Deltagelse på internationale messer er også vigtigt, mener regeringen. På den rytmiske musiks område fremhæver regeringen Statens Kunstråds Musikudvalgs tilstedeværelse på Austin-messen South By Southwest, MIDEM, WOMEX og PopKomm. 3. Samarbejde og fokusering af indsatsen for styrket internationalisering af dansk kulturliv og profilering af Danmark som kulturnation. Regeringen ønsker en stærkere koordinering på tværs af aktører og kulturområder for at styrke profileringen af dansk kultur og kulturudvekslingen. Man vil nedsætte et kulturpanel bestående af de ovennævnte ministerier samt "centrale aktører" inden for kulturudveksling med udlandet, der skal udarbejde en handlingsplan. Man ønsker også målrettet at "styrke den internationale presseindsats på dansk kunst og kultur". På musikområdet sætter regeringen sin lid til Musikzonen, der som en af de fire oplevelseszoner blandt andet skal "medvirke til at skabe internationale kontakter for danske organisationer på livescenen." 4. Udenlandsk kultur i Danmark. Dette forholdsvis korte afsnit i regeringens strategiplan begynder med sætningen: "International kulturudveksling går to veje." De konkrete punkter handler primært om eksisterende initiativer såsom Images-festivalerne og internationale filmfestivaler i Danmark. Et nyt initiativ som Statens Kunstråds afholdelse af en international samtidskunstfestival i 2010 bliver også nævnt. 5. Fortællinger om Danmark gennem dansk kunst og kulturarv. Den danske historie og fysiske kulturminder i byer og landskab skal trække flere kulturturister til Danmark. Kulturarvsstyrelsen og VisitDenmark skal medvirke til at forstærke den danske kulturarvs magnetiske tiltrækningskraft. Se mere på Kulturministeriets website, hvor man kan downloade strategiplanen. |


Dansk kunst og kultur skal ud over landegrænserne, og Danmark skal øge kulturudvekslingen med andre lande. Den borgerlige regering har netop fremlagt sin strategi for "Styrket internationalisering af dansk kulturliv" med Kulturministeriet som afsender.