Mere kultur på TV2-regionerne
Onsdag, 07. september 2011 13:19

De nye public service kontrakter kræver øget kulturdækning hos TV2-regionerne, der samtidig får mulighed for at sende 24timer i døgnet. Men hvad betyder det for det regionale kunst- og kulturliv? SAKO tager temperaturen på TV2-regionernes kulturelle public service forpligtelse.

Fra januar 2012 bliver TV2 en betalingskanal. Vi skal have kortlæser og abonnement for at se programmerne og nogle vil mene, at TV2 mindre end nogensinde kan betragtes som en public service station. Men ét er hovedkanalen, noget ganske andet er de otte TV2-regioner, der som selvstændige virksomheder ikke modtager reklameindtægter og er pålagt egne public service forpligtigelser.

TV2-regionerne sender 24timer

I starten af sommeren meddelte kulturminister Per Stig Møller, at han havde underskrevet de nye public service kontrakter med TV2-regionerne. De indebærer en række forandringer. For det første får TV2-regionerne mulighed for at sende 24timer i døgnet fra januar 2012. Det sker ved, at TV2 flytter sendenet og dermed efterlader muligheden for, at de otte regioner kan sende regionalt tv hele døgnet. For det andet skal flere licensmidler tilføres TV2-regionerne, så de kan finansiere de meromkostninger, der forventes i forbindelse med opstarten af 24-timers kanalerne fra 1. januar 2012. For det tredje pålægges de regionale stationer at styrke dækningen af den regionale kunst og kultur frem til og med 2014. "De regionale TV 2-virksomheder er vigtige for det regionale kulturliv og den demokratiske debat. Jeg forventer mig meget af, at virksomhederne med de nye kontrakter nu også skal styrke formidlingen af kunst og kultur i det regionale område," udtalte Per Stig Møller i en pressemeddelelse.

Hvad er kultur?

Men hvad betyder det reelt, at TV2-regionerne skal styrke formidlingen af kunst og kultur? Public service kontrakterne for de regionale stationer definerer nemlig ikke, hvad kunst og kultur er. Hidtil har kanalerne dækket det regionale kulturliv dels gennem nyhedsformidlingen og dels gennem det, man kalder feature-produktion. TV2lorry i hovedstadsområdet kan fx vælge, at lave en nyhedshistorie om strandlivet på Amagerstrand og bringe det på nyhedsfladen. Mens TV2 Fyn kan lave en featureproduktion fra Langelandsfestivalen, hvor de tegner et portræt af den traditionelle festival, af de optrædende samt af stemningen på festivalen. Indslagene har det tilfælles, at de skal være relativt korte og passe ind i den beskedne tid, som TV2-regionerne råder over, og så skal de henvende sig til et bredt udsnit af regionens borgere.

DJBFA's formand Pia Raug glæder sig over, at TV2-regionerne skal øge formidlingen af kunst og kultur, men hun påpeger, at det er bekymrende, at man ikke fra ministerielt hold på noget tidspunkt er gået ind i en offentlig debat om, hvad der i denne sammenhæng er kunst- og kulturformidling.

Kontrakterne beskæftiger sig nemlig hverken med, hvad kunst og kultur er, eller med hvor stor en del af sendefladen, der skal anvendes til kultur- og kunstdækning. Det betyder, at det er op til den enkelte station at vurdere, om de har dækket kulturområdet nok. En rundrigning til TV2-regionerne afslører ikke overraskende, at mange stationer mener, at kravet om øget kulturdækning må gælde de øvrige stationer, da deres kunst- og kulturliv allerede er godt dækket på den nuværende sendeflade.

Kulturlivet i dialog med TV2-regionerne

Men med udsigten til, at TV2-regionerne fra januar 2012 skal drive en licensfinansieret 24-timers kanal, bliver mulighederne for at lave dels længere og dels mere fagligt forankret kulturformidling helt anderledes.

Direktør for TV2 Øst, Vagn Petersen bekræfter dette. "Hidtil har vi jo haft begrænset mulighed for at lave kunst- og kulturformidling alene af den grund, at vi har været pakket ind af nationale programmer og derfor ikke kunne sende længere indslag af mere faglig tyngde," forklarer han og tilføjer at udfordringen for TV2-regionerne med den nye 24timers kanal bliver at lave en mere faglig og klassisk kunst- og kulturformidling og samtidig ramme et bredt segment i regionen, sådan som de er pålagt i kontrakten. "På TV2 Øst lancerer vi den nye kanal den 11. januar 2012, og vi har et udviklingsprojekt i gang for netop at definere det ideelle koncept for regional kulturdækning," fortæller Vagn Petersen og tilføjer, at samarbejdet med de regionale kunst- og kulturaktører er afgørende, når de nye kulturprogrammer i den kommende tid skal defineres, og det er afgørende, at kulturprogrammerne ligger i faste slots på sendefladen, så seerne kan finde dem.

Frihjul til TV2-regionernes kulturdækning

Direktør for TV2 Øst, Vagn Petersen er ikke bekymret for, at TV2-regionerne tager deres nye opgave mindre alvorlig fordi man fra politisk hold ikke har ønsket at gå ind i en nærmere definition af, hvad kulturprogrammer skal være. "Når det udtrykkeligt står i public service kontrakterne, at vi skal styrke kulturformidlingen, så er der ingen tvivl om, at Radio- og TV-nævnet, der skal evaluere vores indsats, vil se anderledes nøje på, hvordan vi har formidlet kunst og kultur." Han tilføjer, at det ikke fra hans synspunkt vil være klædeligt, hvis politikerne blander sig i, hvordan TV2-regionerne skal programlægge, men at alle må formodes at gøre deres bedste for at lave en kvalitativ dækning af den regionale kunst og kultur.

"Jeg håber på og ser frem til, at TV2-regionernes nye public service ramme fra 2012 vil være med til at skabe de nødvendige muligheder for, at danskerne også i TV-mediet kan møde den mangfoldighed af dansk musik, som de med stor, og heldigvis tiltagende, iver opsøger ude i den levende musikverden. På samme måde som P4 i sin tid beviste for det centrale DR, at danskerne faktisk ønskede sig en større mangfoldighed på radiosiden, end de fik adgang til, så kan TV-Regionerne nu være med til at vise det samme på TV-siden.", siger DJBFAs formand, Pia Raug.

FAKTA
TV 2 regioner døgnet rundt:
Fra januar 2012 bliver det muligt for alle TV 2's regionalstationer at sende fjernsyn 24 timer i døgnet. Hovedkanalen TV 2 flytter nemlig sendenet og efterlader rigeligt plads til, at regionerne får mulighed for at sende fjernsyn hele døgnet rundt - endda i HD. De nye public service aftaler definerer rammerne for TV2-regionerne, men det er op til de enkelte regioner at tilrettelægge programmerne og definere, hvordan en øget kulturformidling skal ske.

Find public service kontrakterne for de enkelte TV2-regioner her.

Regionerne modtager ikke reklamekroner:
TV2-regionerne skal ifølge public service kontrakten være absolut uafhængige af økonomiske interesser. Mange vil sikkert mene, at dette kolliderer med de massive reklameblokke, der reklamerer for regionale virksomheder. De beløb lokale annoncører betaler for at blive markedsført regionalt, går dog videre til modervirksomheden TV2, der som bekendt er delvist reklamefinansieret. TV2-regionerne modtager ikke reklameindtægter.

 

 

Kommentarer 

 
#2 Peter Kramer 2011-09-07 16:24
Kære ?
Jeg ved ikke, hvem der har skrevet ovenstående, derfor spørgsmålstegnet.

Men jeg kan oplyse, at der IKKE har været nogen form for kontakt til TV 2 ØSTJYLLAND, der med Randers, Silkeborg, Skanderborg, Horsens, Aarhus m.fl. har et meget stort dækningsområde. Jeres såkaldte "rundringning" omfatter således ikke os og har derfor ikke et retvisende billede.

TV 2 ØSTJYLLAND er en selvstændig virksomhed med hovedsæde i Aarhus, mens TV2 Øst har hjemsted i Vordingborg.

Når og hvis I ønsker orientering eller debat om vores dækning af kunst og kultur - og musik - deltager jeg meget gerne.

Med venlig hilsen
Peter Kramer
Direktør
TV 2 ØSTJYLLAND
 
 
#1 Dan Tschernia 2011-09-07 15:09
Sikke noget vrøvl I skriver om f.eks. TV2/ Lorrys kulturdækning. I programmet "Lounge" og i vore 19.30-udsendelser har vi den formodentlig bredeste og største dækning af kulturlivet noget elektronisk medium præsterer.

Hvad med at se vore programmer inden I skriver den slags sludder?

Dan Tschernia
TV2/ Lorry
 

Tilføj kommentar


Fokus

Lad vækstbølgen rulle
Mere aktuelt end nogensinde: De kreative erhverv skal medvirke til at skabe arbejdspladser og indtægter til Danmark, og musikken er et af nøgleområderne.
Læs mere...
 
Pengestrømsanalysen: Politik skal efterfølge overblik
Pengestrømsanalysen fra Statens Kunstråds Musikudvalg er en mastodont i tal og grafer om det samlede musikliv i Danmark. Nu gælder det debatten og de rigtige og vigtige politiske beslutninger.
Læs mere...