Udgivelse

Turbolens: Tro, håb & kærlighed

Turbolens er et nyt projekt fra Bo Rune Madsen. EP'en Tro, håb & kærlighed udkom 10. marts 2017 og indeholder fire numre inkl. singlen "Rastløse bevægelser". EP'en er indspillet under navnet Turbolens med Bo selv i front og i sammenspil med børn fra 5–8. klasse.

Bo Rune Madsen er bedre kendt som medstifter af Mew, hvor han skrev og spillede guitar, og som han forlod sommeren 2015. Tro, håb & kærlighed er optaget over sommerferien i det selvsamme musik-skolelokale, hvor Bo som barn var med til danne Mew.

 - I Turbolens er vi ikke børn og voksne men børn og store børn. Turbolens er organisk, musikken skvulper og gynger, uperfekt og levende. Bandet er et billede på hvordan verden kunne se ud, hvor vi ikke deler os selv op i kasser men bruger alles ressourcer og arbejder sammen. Jeg synger på dansk om en bulet, smuk verden vi har mistet vores vej i. Vi kan lære af børnene og deres måde at lege sig ind i verden på, siger Bo Rune Madsen.

Se mere på Turbolens' Facebook-side.