Første udgave er 10. september på Perlan i Thorshavn med Heðin Ziska Davidsen som gæst og Greta Svabo Bech som vært.

Oyggjatónastovan kan nogenlunde oversættes til ”ø-lyd-stuen”. Det er også navnet på det nye, færøske netværk, hvor stuen fyldes med masser af lyd og fællesskab til første arrangement i Thorshavn 10. september 2020.

Netværket er for sangskrivere og komponister på Færøerne.

DJBFA’s forskellige netværk giver en mulighed for at møde kollegaer fra musikbranchen, få inspiration og lære mere om f.eks. produktion, tilgang til sangskrivning og meget mere. Oyggjatónastovan er ligeledes et rum, hvor færøske sangskrivere og komponister mødes og kan dele deres passion og få inspiration.

Det er gratis at deltage, og der bliver serveret forfriskninger til arrangementet.

Tid: Torsdag 10. september 2020 kl. 19-21
Sted: Perlan, Thorshavn
Tilmelding: skriv til oyggjatonastovan@gmail.com

Færøske sangskrivere og komponister kan blive medlemmer af DJBFA for 500 kr. om året.

Om Heðin Ziska Davidsen

Heðin er færøsk komponist, musiker og lyddesigner. Han startede med fokus på guitaren, men siden har hans kreative proces udviklet sig til en mere elektronisk tilgang, som tager udgangspunkt i modulare synthesizere, Max/MSP og Ableton. Heðin tog sin kandidat i New Audiences and
Innovative Practice i Island. Han er både performer og underviser på Tórshavnar
Musikskole og på Færøernes Universitet (Fróðskaparsetur Føroya).

Heðin begrænses ikke af stil eller genre. Han har optrådt i utallige musikalske
sammenhænge med alt fra jazz, pop, eksperimenterende, elektronisk og improv
til noise.

Om Greta Svabo Bech

Greta er en færøsk sanger, sangskriver og historiefortæller. Hun har boet i Portugal, Storbritannien og Singapore, før hun for syv år siden flyttede hjem til Færøerne.

Greta har arbejdet med Deadmau5, været på internationale hitlister og har været nomineret til en Grammy. Hun har arbejdet med det italiensk electropunk-band The Bloody Beetroots, haft musik med i Netflix-serien Teen Wolf og arbejdet med den italienske komponist Ludovico Einaudi – for bare at nævne nogle af hendes bedrifter.

Se alle DJBFA’s netværk