DJBFA lancerer projektet Drivkraft, hvor 24 kvinder under 30 år kan få et tre måneder langt forløb med fokus på at skabe et bæredygtigt arbejdsliv i musikbranchen. Drivkraft er for musikere, sangskrivere og branchepersoner. Ansøgningsfrist 18. november 2020.

Drivkraft er et initiativ, der skal bidrage til en mere bæredygtig musikbranche.

Kønsbalancen i musikbranchen er skæv, og der er et reelt ønske om at sørge for, at især unge kvinder finder fodfæste og bliver klædt på til at varetage en bæredygtig karriere på lang sigt.

For at deltage skal du være kvinde og under 30 år gammel. Projektet er åbent for både musikere, sangskrivere og branchepersoner (managers, bookere etc.). Man skal kunne deltage i alle sessions for at melde sig, og der er en egenbetaling på 500 kr.

Drivkraft er støttet af Tuborgfondet.

Om Drivkraft

Forløbet strækker sig over 12 uger fra januar 2021 og vil bestå af ugentlige online undervisningssessions à 3 timer, individuel rådgivning og fysiske møder, hvor deltagerne får mulighed for at lære hinanden at kende. Missionen er at klæde i alt 24 unge kvinder i musikbranchen på til at tage ansvar, ejerskab og lederskab i deres egen karriere.

De to forløb vil primært foregå online via Zoom, men der vil også være indlagt to fysiske møder i projektet, så man får mulighed for at møde sine kollegaer. Vi vil skabe to parallelle spor på hver 12 uger med 12 deltagere på hver, der tager udgangspunkt dér, hvor den enkelte person befinder sig:

  • Ét forløb for nye talenter i branchen, der kan bruge hjælp både til basalt branchekendskab, projektudvikling og personligt lederskab.
  • Ét forløb for kvinder i musikbranchen, der har været i gang et stykke tid, men som har brug for et skræddersyet forløb til at se nye handlemuligheder og skabe mere fokus, fordybelse og målretning i deres arbejdsliv.

Oven i de praktiske erfaringer får deltagerne også mulighed for at sparre med ligesindede og dele bekymringer, erfaringer og idéer i et professionelt fagfølgeskab, der også vil fortsætte efter projektets afslutning.

Underviser på begge spor er Cecilia Krill, uddannet sanger og cand.mag. i læring og forandringsprocesser, forfatter, facilitator og spiludvikler. I forløbet vil desuden indgå eksterne oplægsholdere som en del af de brancherelaterede workshops.

Se datoer for de to forløb længere nede.

Ansøgningsfristen er onsdag 18. november kl. 12:00.

Ansøg her

En skæv musikbranche

For at klare sig i musikbranchen i dag skal man ikke blot være god til at skrive sange og performe: Man skal være sin egen projektleder med en proaktiv evne til at få idéer og drømme til at manifestere sig i verden – og man skal kunne skabe og indgå i nye netværk, træffe vigtige valg og kunne navigere i en meget konkurrencepræget og til tider hård branche.

Men branchen er ikke bare hård, den har også en meget ulige kønsfordeling.

Hver gang der bliver udbetalt 100 kr. i ophavsrettigheder for musik, går de 87 kr. til mænd. Desværre er der mange talentfulde musikere – ikke mindst kvinder – der opgiver musikkarrieren alt for tidligt, fordi de ikke har redskaberne til at opretholde et professionelt kunstnerisk virke.

DJBFA’s forkvinde Anna Lidell siger:

”I musikbranchen taler vi meget om kønsulighed, men vi savner konkrete løsninger. Der er mange gode initiativer til børn og unge, men hvem griber de musikere og branchefolk, som møder en mur i de første år af karrieren? Vores ambition med Drivkraft er at skabe et bæredygtigt fundament for en sund og lang karriere i musikbranchen, hvor vi samtidig minimerer det frafald blandt kvinder, som vi desværre ser.”

Datoer for de to forløb

Kurserne forløber over 11 uger (uge 2–12) i 2021.

Undervisning og workshops foregår i tidsrummet 9.00 – 12.00 med undtagelse af de to livesessions i København.

  • Hold 1: mandage og torsdage
  • Hold 2: onsdage og torsdage

Tværgående aktiviteter ligger på torsdage

Datoer

Hold 1:

  • Mandag 11/01 undervisning via Zoom
  • Mandag 18/01 undervisning via Zoom
  • Mandag 25/01 undervisning via Zoom
  • Torsdag 04/02 gæsteworkshop via Zoom
  • Mandag 08/02 undervisning via Zoom
  • VINTERFERIE – hjemmearbejde
  • Torsdag 25/02 Live session i København 12.00 – 15.30
  • Mandag 01/03 undervisning via Zoom
  • Mandag 08/03 undervisning via Zoom
  • Torsdag 18/03 gæsteworkshop via Zoom
  • Torsdag 25/03 Live session/afslutning i København

Hold 2:

  • Onsdag 13/01 undervisning via Zoom
  • Onsdag 20/01 undervisning via Zoom
  • Onsdag 27/01 undervisning via Zoom
  • Torsdag 04/02 gæsteworkshop via Zoom
  • Onsdag 10/02 undervisning via Zoom
  • VINTERFERIE – hjemmearbejde
  • Torsdag 25/02 Live session i København 12.00 – 15.30
  • Onsdag 03/03 undervisning via Zoom
  • Onsdag 10/03 undervisning via Zoom
  • Torsdag 18/03 gæsteworkshop via Zoom
  • Torsdag 25/03 Live session/afslutning i København
Ansøg her

Drivkraft er støttet af Tuborgfondet