Ny lov om ophavsret er nu vedtaget af Folketinget. Loven betyder, at musikskaberes rettigheder endelig kommer til at blive sikret digitalt, fx på Youtube og Facebook.

Det er en stor dag for danske musikskabere og rettighedshavere! Folketinget har vedtaget lovforslag om ophavsret. Loven er en dansk udgave af EU-direktivet om ophavsret og betyder, at techgiganter som Facebook, Google, Youtube m.fl. fremover skal indgå aftaler med rettighedshaverne, hvis de vil vise musik eller videoer.

Det er en dag, DJBFA og de øvrige danske rettighedsorganisationer har arbejdet for og set frem til længe.

“Skabernes festdag! Mange års arbejde med at få lavet et direktiv i EU om ophavsrettigheder – og nu få det indført i dansk lov blevet færdigt, det er kæmpestort! Vores efterfølgere vil forhåbentlig se tilbage på den dag og tænke, at vi for alvor fik gjort op med de lovløse tilstande på nettet. Jeg vil gerne tage ordet paradigmeskifte i munden, for det er det!

Nu begynder det sjove, men også hårde arbejde – nemlig at justere alle aftaler til den nye lovtekst. Det bliver et spændende arbejde at følge fremover, og vi vil gøre vores bedste for at bidrage til det,” lyder det fra Anna Lidell, forkvinde i DJBFA.

Techgiganternes ansvar

Den nye lov besvarer en gang for alle spørgsmålet om, hvem der har ansvaret, når rettighedsbeskyttet materiale deles på online platforme – det har techgiganterne. Dermed skal onlineplatformene enten lave aftaler med rettighedshaverne eller forhindre, at indhold, som ikke indgår i aftalerne, offentliggøres på deres platforme. De bestemmelser, der nu indføres i ophavsretsloven handler dermed om tjenesternes ansvar og ikke privatpersoners.

Loven træder i kraft 7. juni 2021.

Læs mere og se udtalelse fra kulturminister Joy Mogensen via Kulturministeriet.

Læs også mere hos Koda: “Historisk dag: Ny lov sikrer et fair internet for de danske musikskabere“.