Ved DJBFA’s Hædersprisfest holdt forfatter Merete Pryds Helle en tale om at være menneske, om at sanse – og om at hædre alle dem, der skaber en lysegrøn vårskov af lyd for os andre. Her følger hendes tale fra Hædersprisfesten 2019.
Af Merete Pryds Helle
“Der er de dage, hvor man ligesom bliver trukket ud af sig selv og bliver svævet et stykke op over kroppen og derfra kan se ned; ikke kun på sig selv, men på sig selv som menneskedyr, man ser på alle menneskedyrene deroppefra. Hvad er vi for nogen, hvad er vores grundsubstans, vores væren i verden, hvad består vores verden af?
Det kan ske på dage, der ligner helt almindelige dage; måske sker det dog ofte, når en årstid skifter, så man pludselig efter måneder med bare fødder i sandaler trækker en strømpe over sin kolde fod og ser sig selv gøre den gammelkendte bevægelse, men fordi det er så længe siden, man har gjort den, forundres man over den;
eller når man går på gaden og tænker – hvad er det for en lyd? Jeg kender den, men den har ligesom været væk, og så er det lyden af blade på stadiet af gult, der rasler mod hinanden, mens de svæver forbi en i vinden.
Men så er det, man selv som sådan et gult blad rasler lidt op over det hele og ser på, hvad vi er for nogle størrelser, som vi går rundt her på Jorden i vores menneskeliv. Og det jeg ser, er denne dobbelthed imellem måden, vi er lukket inde i vores kropshylster og vores hjerneskaller på, overfor de bølger af lyd, berøringer og lysglimt, der binder kroppene sammen.
I disse tider tales der meget om identitet; for mig er identiteten det, vi mærker, når vi er alene inde i os selv. Vi er erindringerne, tankerne, den særegne følelse, hver enkelt menneske har af sig selv; den særegne følelse, vi ikke ved om er unik for os, eller om den i virkeligheden er den samme for os alle, den dybe indre følelse af at være et væsen i verden, at være et jeg;
for mig kan det være en følelse som af en blå sten i hjertekulen eller en fornemmelse af noget hvidt lys øverst i kraniet. At være jeg er fornemmelsen af kroppen som den er lige nu og her i øjeblikket; en følelse der sammen med erindringen om andre kropslige tider og tilstande sætter denne følelse af at være i tæt forbindelse med tiden. I min krop lever altid erindringen om at være en elleveårig elitespringgymnast; altid erindringen om at have et barn rumlende rundt midt i kroppen, altid erindringen om at blive slået af min far, af at gå på bare tæer i dugvådt græs. Det er kroppens tid og kroppens sansninger, der sætter det indre jeg i forbindelse med den ydre tid og den ydre verden.
For det er jo dobbeltheden; det indre er hele tiden i forbindelse med det ydre gennem vores sanser. Hvis vi er heldige, fungerer vores sanser optimalt; er de begrænsede, må vores andre sanser skærpes. For forbindelsen til omverdenen er nødvendig for at den indre følelse kan vaskes igennem og skinne inde i os. Jeg lider af nedsat hørelse, og indimellem lukkes der helt af for lydene; og så er det som om jeg lever i et indre vakuum kun med mig selv og ligesom sander til, fordi der ikke kommer en frisk vindlyd ind udefra og skyller noget væk, noget der hober sig op inde i, når omverdenen fjernes fra det indre. For vi er jo også alt det, der forbinder os. Berøringen af vind, lyden af vind, berøringen af en hånd på ens mave, lyden af en hånd der glider gennem ens hår, lyset der bringer efterårsfarver og andres ansigter ind i vores indre, lyset der ligesom skinner os op som et indre vandfald, og sammen med de andre sanseindtryk skyller det sandagtige isoleringsmateriale væk, så vi kan være det væsen, vi er inde i, når vi er i forbundethed med andre.
Det er naturligvis derfor, at musikken er et mirakel. Hvis man nu igen kunne se det hele oppefra og se ned på vores indelukkede væsensenheder, der går rundt mellem hinanden; og hvis nu man forestillede sig, at vi malede lydbølger i en farve; og kunne male alle de lydbølger musik udsendte lysegrønne; så ville det være som at alle vores bevidstheder var kogler, der lå i den smukkeste forårsskov; væsener sunket ned i bølger af friskt løv, som en vind altid holdt i bevægelse, så ingenting stivnede; og så vi aldrig behøvede at føle os ensomme. For føler vi os isolerede i vores indre, sandede til og langt væk fra den omgivende verden, så kan vi lytte til musik.
Musik er i forhold til ord abstrakt; der er ikke umiddelbart en betydning eller mening at aflæse; men i stedet er der en betydning i rum og i følelse. Alt det, vi ikke kan sætte ord på, men som vi måske desto mere har til fælles. Det indre inde i os hver især, der hvor identiteten, de blå sten, det hvide lys, kropstyngden eller hvad det må være for den enkelte, er altid en form for udstrækning i det indre rum. Et slags landskab med foldebjerge, enge, skyggegrotter og sær drømmefauna, som lever inde i os. Og musikken er, for mig i hvert fald, en måde at forskellige og adskilte dele af dette indre landskab forbindes og vækkes, og hvor jeg kan opleve steder i mig selv, jeg ikke engang vidste fandtes, og få forbundet steder, jeg ikke troede kunne forbindes. Hvor følelser kan få lov til at stå rent, uden at jeg behøver at grave ned i landskabet for at finde ud af hvor de kommer fra; de kan bare vækkes af et stykke musik og være der i den tid, musikken varer; og det gør, at jeg kan være noget i mig selv i mit væsen og i min identitet samtidig med, at det gennem musikken føles tæt forbundet med andre; og det er der en gevaldig lykke i.
Det isolerende sand omkring ens væren bliver blæst væk af lydbølger, og man står tilbage, renset, ren og i fællesskab med alle de andre koglehoveder i det lysegrønne lydgræs, der bare er til, bare er levende, bare er vilde væsener i en vanskelig verden.
Derfor vil jeg også gerne på denne aften, hvor der hædres, hædre alle, der bidrager til at skabe en lysegrøn vårskov af lyd i vores menneskeverden. Vi har alle brug for at kunne udmærke os, og hæderspriser er skønt. Men det gør ikke musikken fra de, der ikke hædres i dag, mindre vigtig; for tænk hvis der kun var tre grønne lydbølger mit øre kunne fange; var de nok så vidunderlige, ville de ikke være nok til at rense det sand væk, der kan hobe sig op i mit indre. Så hæder til jer alle, og tak fordi I med jeres virke medvirker til, at vi kan være forbundne kar, forbundne hjernekogler, og at I for hver tone gør vores menneskevæsensverden større.”
Foto: Merete Pryds Helle på scenen under talen, fotograferet af Daniel Nielsen, frozenpanda.com