Der er nu åbnet for ansøgninger om ophold i vores refugieboliger i 2022. Få en uge til at arbejde med musikken i Berlin, på Samsø, Lofoten, i New York eller Nordjylland. Ansøgningsfrist. 1. oktober.

Hvis du er komponist/sangskriver og kan bruge en uge til at samle ny musikalsk inspiration eller arbejde uforstyrret på musikken i 1. halvår af 2022, så ansøg nu.

Der er nu åbent for ansøgninger om arbejdsophold i refugieboligerne op til fristen 1. oktober 2021 kl. 13.00

Tid til musikken alene eller sammen

Du kan tage af sted alene, sammen med en samarbejdspartner – måske endda hele dit band, hvis refugiet har plads. Bare det er dig som Koda- eller DJBFA-medlem, der ansøger.

Det er også muligt at have familiemedlemmer med, så længe du stadig kan arbejde på din musik i refugiet. Vi er klar over, at det især for børnefamilier i musiklivet kan være umuligt at tage af sted en uge uden børn, og det er der også plads til fx i Samsø-refugiet.

Refugiet på Samsø – Havnefogedgården i Mårup Havn – er kun for DJBFA’s medlemmer. Det samme gælder DJBFA’s lejlighed i Berlin, der indeholder mini hjemmestudie og nu også altan. Disse koster 500 kr. i egenbetaling.

Via Koda Kultur tilbydes arbejdsophold i unikke omgivelser i fyrtårnet i Skrova på Lofoten i Nordnorge, i refugielejlighed i New York (vi uddeler uger i 2022 og håber på mere lempelige rejseregler!) samt i Lille Skiveren, det store hus i Nordjylland, som deles med andre musikforeninger. Disse refugieophold koster 1.000 kr. i egenbetaling.

Rejserestriktioner og corona

Det er blevet lettere at komme ud at rejse til udlandet end da coronapandemien var på sit højeste. Men hvordan rejsereglerne ser ud i 2022, ved vi selvfølgelig ikke endnu.

Hvis du søger et refugieophold, regner vi selvfølgelig med, at du er indstillet på at sørge for coronapas og lignende krav. Hvis du har fået et refugieophold, du ikke kan benytte pga. coronarestriktioner, får du din egenbetaling igen.

LÆS MERE OM REFUGIER OG ANSØG