Kurset foregår online og er gratis for medlemmer af Koda.

Som kunstner skal du i stigende grad mestre den gode historie. Om dig selv, om din musik, om dine ambitioner. Både i pressemeddelelser, interviews og på sociale medier skal du fange branchefolks og publikums opmærksomhed og fastholde den.

Men hvordan skærer du dit budskab, så du både rammer modtageren og er tro over for dig selv? Det spørgsmål er i centrum på dette kursus, hvor du får individuel sparring med en af landets mest erfarne rådgivere udi historiefortælling for musikere.

Målsætningen er, at det bliver nemmere for dig at formulere dine pointer i både tekst og tale.

Der er 12 pladser, og tilmelding er efter først til mølle (og senest 3. december).

Mere om kurset

Kurset er delt i tre.

  1. Første del er et fælles webinar, som opridser de felter, du skal mestre som fortæller. Dernæst zoomer webinaret ind på pressemeddelelsens indhold og form.

  2. Kursets anden del består af, at du selv formulerer en pressetekst.

  3. Og tredje del består af, at du får personlig sparring med udgangspunkt i din tekst og de udfordringer, du sidder med.

For at kunne deltage i kurset skal du være med til både fælles oplæg den 10. december og sessions den 19. og 20. januar.

Tidsplan

  • Torsdag den 10. december kl. 10 – Online-session om historiefortælling og pressemeddelelse.

  • Mandag den 11. januar – Aflevering af pressemeddelelse

  • 19.-20. januar – Individuelle session á 1 time (aftales nærmere med kursuslederen)

Om Danni Travn

Bag kurset står Danni Travn. Han er journalist og forfatter, uddannet på Syddansk Universitet og Goldsmiths University. Han har stået for historiefortællingen bag en lang række danske musikere, herunder MØ, Mads Langer og The Minds of 99.

Derudover har han skrevet en række anmelderroste bestsellere om danske kulturpersonligheder som Bent Fabricius-Bjerre, Jesper Langberg, Preben Kristensen, Jesper Klein og Lis Sørensen.

Tilmelding

Du skal være medlem af Koda for at kunne være med.

Der er 12 pladser, og tilmeldingen er efter først til mølle (dog senest 3. december, hvis der stadig er plads).

Vi udbyder også et kursus om sociale medier. Bemærk, at du kun kan tilmelde dig ét af disse kurser.

Tilmeld dig