Hvis mænd og kvinder blev spillet ligeligt ud fra deres indtjening, havde 14. marts været sidste dag i år, vi hørte musik skrevet af kvinder. Anna Lidell og Jakob Løkkegaard-Friese beskriver, hvorfor det er et problem.
Det er et meget konkret bevis på den skævhed, der er mellem kønnene i musikbranchen.
Hvis mandlige og kvindelige musikskabere skulle spilles ligeligt i radio, tv, film og streamingtjenester i forhold til den indtjening, hver gruppe har, så var 14. marts sidste dag på året, vi hører kvindelige musikskabere. Resten af året er udelukkende mænd.
Det har DJBFA’s forkvinde, Anna Lidell, og Jakob Løkkegaard-Friese fra musikselskabet WAS Entertainment skrevet et indlæg om i Gaffa. Læs hele teksten her:
KOMMENTAR: Fra i dag kan alle kvindelige musikskabere slappe af året ud
I dag kan alle kvindelige sangskrivere og komponister smække benene op på sofaen, finde en kop kaffe og god bog frem og sætte vækkeuret til den 1. januar næste år! Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er desværre en rigtig kedelig nyhed.
Den 14. marts repræsenterer slutpunktet for den indtjening, som de kvindelige musikskabere har, hvis mænd og kvinder bliver spillet lige meget til koncerter, radio, streamingtjenester, tv og andre steder, hvor musikken toner frem. Resten af året står mændene for 100% af indtjeningen, hvis man fortsætter analogien.
Den danske rettighedsorganisation Kodas lavede for nyligt den første kønsstatistik for musikskabere i Danmark nogensinde, der viser en markant ubalance i indtjeningen hos de kvindelige danske musikskabere. Den bliver endda markant større, jo højere indtjeningen er: Ud af de 118 sangskrivere og komponister, som modtog mere end 400.000 kroner i 2019, var blot ni kvinder svarende til 6%. Det generelle billede er 10% for kvindernes vedkommende, hvis man regner alle indkomstgrupper med.
Starten af fødekæden
Musikskaberne er for det meste starten af fødekæden i musikbranchen. Dem, der skriver de sange, som bliver spillet til koncerter, på radioen, på streamingstjenesten eller film og reklamer. Og det er altså her, at indtjeningen halter gevaldigt for kvinderne.
Modargumentet, vi har hørt flere gange er, at der jo heller ikke er lige så mange kvinder i musikbranchen. Det er ikke helt forkert, men også lige så bedrøveligt, og det udstiller det mærkelige ved, at de, der udgør halvdelen af vores befolkning, fortsat er en minoritet i musikbranchen.
Så meget desto mere er det afgørende, at der er ligestilling i starten af den musikalske fødekæde – og ikke som nu en totalt skævvredet fordeling. Det er også sådan, at rigtig mange musikskabere selv er udøvende på de skrå brædder. Så det hænger også sammen.
Men hvad er så problemet, vil nogen indvende? Der er jo masser af god musik at lytte til, masser af mangfoldighed og ikke mindst masser af dygtige musikskabere. Det er både sandt og rigtigt. Det er rigtigt, at det ikke er dem, der gør det godt og tjener mange penge, som er problemet her, det er musikbranchen selv.
Musikken skal afspejle følelser, livsændringer, begivenheder, forståelser. Den skal afspejle vores levede liv på godt og ondt og alt derimellem. Hvis der kun er 10% af den musik, der bliver hørt, der er lavet af kvinder, så mangler vi noget som befolkning.
For det første er der et grundlæggende problem, hvis der er en kultur, hvor kvinder ikke kan se sig selv, være sig selv eller føle sig spejlet. Hvis ikke der er nogle stærke rollemodeller, som spirende talenter kan spejle sig i, så er vejen mod toppen af hitlisten længere. Det er vigtigt med mange forskellige slags rollemodeller, som viser de mange veje, der er ind i musikbranchen, uden at skulle passe ind i en snæver norm. Nogle til at vise vejen. At nedbryde barrierer, ændre på normer. Efterårets vidnesbyrd fortæller os, at der er en meget usund kultur i nogle miljøer, og den kultur må vi til livs.
Lige nu taber vi talent på gulvet, når piger og kvinder vælger en anden karrierevej, enten i starten af deres musikkarriere eller senere hen. Vi mister den mangfoldighed, der kunne havde befrugtet det kunstneriske hverv. Og der bliver mindre konkurrence om pladserne. Når musikbranchen er så skævt fordelt blandt kønnene, så bliver den lukket om nogle bestemte normer og kulturer, der er mindre fordrende for eksempelvis kvinderne – men sådan set også for andre, som ikke har lyst til eller let ved at passe ind.
Det andet grundlæggende problem findes for lytteren – som jo er stort set hele den danske befolkning. Musikken skal afspejle følelser, livsændringer, begivenheder, forståelser. Den skal afspejle vores levede liv på godt og ondt og alt derimellem. Hvis der kun er 10% af den musik, der bliver hørt, der er lavet af kvinder, så mangler vi noget som befolkning. Hvis man som person ikke bliver mødt i sin søgen eller behov, bliver man frustreret og føler sig ikke set eller hørt. Når Billie Eilish synger om at være the bad guy eller Jenny Wilson laver et album om fødsel, skaber de musik, som ikke ville være skrevet på samme måde af en mand. Mangfoldigheden er også et fuldstændigt afgørende parameter i musikken, og når den er indskrænket – som den i høj grad er i dag – så lider vi afsavn som lyttere.
Men hvad skal vi så gøre?
Erkendelsen er det vigtigste første skridt. Der er desværre mange i musikbranchen, der ikke endnu anerkender præmissen om, at musikkens økosystem er dysfunktionelt.
Med erkendelsen følger også en åbenhed og nysgerrighed om, at der skal gøres noget. For vi tror på, at det er mange forskellige indsatser, der skal til, før vi kan vende udviklingen. Mange, som vi ikke selv kender endnu. Arbejdet handler både om at flere kvinder udfolder deres musikalske talenter, men også at arbejde med normer og strukturer i musikbranchen, så kvinder ikke forfordeles.
Vi skal sætte krav om, at når der uddeles fondsmidler, så skal begge køn være repræsenteret i udvalget. At koncertsteder løbende har et overblik over kønsbalancen, så de bliver bevidste om det og måske endda udarbejder en strategi for det.
De licensfinansierede radiokanaler på DR, som står for 3/4 af de samlede lyttertal i Danmark, har et stort ansvar og kan gå forrest i kampen for at udbedre årtiers overrepræsentation af mandlige artister på deres sendeflade.
Vi ved, at faglig kuratering kan ændre på ubalancen, så vi håber meget, at DR vil kikke deres måde at udvælge musik på igennem og sikre jævnlig rotation samt diversitet i deres udvalg.
Spotify og lignende streamingtjenester kan arbejde med deres algoritmer, således at køn ikke er det første parameter der kigges på.
Sidst, men ikke mindst skal vi efterspørge mere ligestilling i talentkonkurrencer og skubbe på allerede i folkeskolen og i musikskolerne om at blive bedre til at få pigerne ind i øvelokalerne.
Det er mange indsatser i hele fødekæden, der i sidste ende skal ændre strukturerne, så kvinder får samme muligheder som mænd i musikbranchen, og at ubalancen efterhånden udviskes. Og at kvinderne ikke behøver at indtage hængekøjen i midten af marts og året ud!
-Anna Lidell & Jakob Løkkegaard-Friese.