Her er chancen for at få et helt stadion til at synge med på din sang. Søg senest 1. maj 2020.

Landsstævnet er Danmarks største idrætsfestival, som finder sted hvert fjerde år. Det er fire dage med idræt om dagen og fest og koncerter om aftenen. Næste udgave løber af stabelen 1.-4. juli 2021 i Svendborg.

Der har gennem tiden været tradition for en landsstævnesang, der kan forene de mange forskellige deltagere, og derfor er DGI og Efterskolerne gået sammen om at få lavet en ny.

Den nye landsstævnesang skal både være med til at varme op i tiden op til Landsstævnet og TV-transmitteres fra åbningsshowet i Svendborg, hvor tusinder vil synge med. Måske til din sang?

Deltag i konkurrencen

Landstævnesangen 2021 bliver til gennem en sangkonkurrence, og du har mulighed for at være med.

For at deltage i konkurrencen skal du/I levere en færdig sang – det vil sige en sang bestående af både tekst og melodi + en demoindspilning. Fristen er 1. maj 2020 kl. 12.

Du kan læse mere om kriterierne, juryen og processen lige her.