Lad dig guide og inspirere af verdens førende klassiske komponister, når vi byder velkommen til KompositionsCamp 2019. Forlænget ansøgningsfrist! Ansøg senest 19. august.

Opdatering: Tredje underviser på campen kan nu offentliggøres: Den danske, prisvindende komponist Bent Sørensen.

Årets underviserteam er blandt de stærkeste nogensinde med Marcos Balter og det britiske stjernefrø Edmund Finnis. KompositionsCamp 2019 finder sted den 6.-12. oktober.

KompositionsCamp er en camp, hvor etablerede komponister kan få fyldt ”værktøjskassen” op, og hvor de igennem forståelsen af ”byggeklodserne” for alternative og moderne klassiske effekter vil blive inspireret til at bruge disse elementer i deres egne værker. Campen vil i sin struktur både være med til at skærpe den enkelte komponists unikke udtryk og give klare svar på, hvordan komponisten bevæger sig videre og udvider sin egen palet af virkemidler.

På KompositionsCamp dykker vi ned i undervisernes egne værker og bliver inspireret af deres orkestrering og teknikker. Vi stifter bekendtskab med de grundlæggende ideer og udfordringer i tilblivelsen af ny musik. Hver dag får deltagerne mulighed for at præsentere deres egne ideer og kompositioner og få direkte sparring med verdens førende komponister.

KompositionsCamp er en intens workshop i moderne komposition for komponister indenfor alle genrer. KompositionsCamp henvender sig til komponister og arrangører på højeste niveau i Danmark, og tidligere deltagere har været sangskrivere, elektroniske musikere, filmkomponister og jazzmusikere.

Forvent en stærkt inspirerende uge.

Se fotogalleri fra sidste års KompositionsCamp.

Om Edmund Finnis

Edmund Finnis er Englands nyeste stjerne i den klassiske kompositionsverden og underviser ved Royal Academy of Music i London. Hans musik beskrives bedst som neo-klassisk og romantisk med et strejf af elektroniske virkemidler, der orkestreres ind i orkestrets instrumenter. Musikken er imødekommende og fantasifuld, samtidigt med, at den er moderne. Hør Edmund Finnis her.

Om Marcos Balter

Moderne klassisk komponist og underviser ved Montclair universitetet i USA. Balters stil er kendetegnet ved en post minimalistisk spektral indgangsvinkel, med et romantisk strejf, der gør hans musik imødekommende og følelsesfuld. Under overfladen gemmer sig et stærkt teknisk håndværk, et åbent sind og en kærlighed til musikken som hele. Hør Marcos Balter her.

Fakta om KompositionsCamp 2019

KompositionsCamp finder sted på Engelsholm Højskole mellem Billund og Vejle fra den 6.–12. oktober 2019.

DJBFA stiller 14 pladser til rådighed på workshoppen, og du skal ansøge for at komme med. Er du en af de heldige, der bliver optaget til KompositionsCamp kan du for en egenbetaling på 1.000 kr deltage i et fantastisk inspirerende stævne i de smukke omgivelser ved Vejle Ådal og Engelsholm Slot.

Sted: Engelsholm Højskole, Engelsholmvej 6, 7182 Bredsten.

Leder: Søren Møller.

DJBFA og Kodas kulturelle midler afholder hovedparten af udgiften i forbindelse med din deltagelse, men du skal selv betale 1.000 kr. i deltagergebyr. Hvis du bliver udvalgt, vil du vil modtage en faktura på din egenbetaling. Hvis du ikke har betalt de 1000 kr. inden den påførte betalingsfrist, vil pladsen tilfalde en anden ansøger.

Sådan søger du

Der ansøges via DJBFA’s ansøgningssystem. Anvend Google Chrome (eller Firefox) som browser. Opret en bruger, log ind og vælg “A-ophold” (arbejdsophold). Du bliver bedt om at begrunde, hvorfor du skal med på opholdet, og du må meget gerne komme ind på, hvad der motiverer dig.

Du skal også uploade eller linke til tre af dine sange. Vedhæft følgende filer i pdf-format: Beskrivelse af dine lydfiler og en minibiografi. Under “Tekster” kan du vælge at uplode noder (men hverken tekst eller noder er et krav) og et pressefoto.

Alle tekst/node-filer skal uploades som pdf, og lydfilerne skal uploades som mp3 (eller m4a). Der må ikke være specialtegn (fx %5.&?!’) i filernes titler, og musikfilerne må ikke være for store (fx over 10 MB) – så vil du højst sandsynligt få problemer med at uploade.

Ansøgningsfrist: Mandag den 19. august 2019 kl. 23.59.

SØG HER (link ikke længere tilgængelig)

Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at skrive til opholdets projektleder Søren Møller på soren@sorenmoller.com

(Foto øverst: Marcos Balter)