Saxofonist og komponist Laura Toxværd modtog som den eneste et af DJBFA’s store projektlegater i 2018. Her fortæller hun om sit projekt og inviterer til releasekoncert.

Fra DJBFA’s Legatpulje uddeles der max. fem projektlegater årligt. Projektlegaterne er ekstra store arbejdslegater på 100.000 kr. De støtter det kompositoriske, skabende arbejde, og gives til særlige, kunstneriske ambitiøse projekter. Sidste år blev der uddelt ét projektlegat. Det gik til Laura Toxværds komposition af “Hybridværker af lyd, tekster & billeder”.

Projektet er nu afrundet, og Laura Toxværd fortæller med egne ord om det. Hun inviterer også alle interesserede til releasekoncert. Læs også legatudvalgets begrundelse for legatet til Toxværds projekt.

Laura Toxværd om Hybridværker af lyd, tekster & billeder

Laura Toxværd fortæller her, hvad hvad hendes projekt går ud på, og hvordan hun har arbejdet med den kompositoriske del, som hun gik projektlegatet til:

“Projektet, som jeg er så fantastisk glad for at have fået DJBFA’s projektlegat til at realisere, hedder “Hybridværker af lyd, tekster & billeder”. Det er nu afsluttet og dokumenteret gennem to pladealbum (CD/vinyl/digital) og en kunstbog.

Idéen med projektet har været at skabe et værk, der ikke kun formidles som lyden af selve musikken, men som også har en tekst- og en billedside i form af den kunstbog, der udkommer sammen med de to album. Musik, tekster og billeder er gensidigt indlejret i hinanden på den led, at musikken er skabt ud fra billeder kaldet grafiske notationer eller grafiske partiturer. Den anden vej rundt kan man betragte billederne i kunstbogen som visuelle udtryk for lyden af musikken. Teksterne i kunstbogen fortæller om den proces, det samlede værk har gået igennem, mens det blev til, og der er også tekster, der bliver sunget i musikken, dvs. sangtekster.

Udsnit af et af Laura Toxværds grafiske partiturer.

Det kompositoriske arbejde for mig begyndte med, at jeg forestillede mig nogle bestemte musikere, som jeg gerne ville spille med. På samme tid forestillede jeg mig, hvad det, som vi ville spille, skulle handle om overordnet set. I løbet af projektet udviklede det sig fra oprindeligt at være en enkelt konstellation af musikere til i stedet for at være to forskellige konstellationer af musikere; det viste sig nemlig, at to forskellige konstellationer tilsammen med kunstbogen kunne favne dét, som jeg oplevede, at værket ville.

Hvis man bevæger sig frem mod slutningen af det kompositoriske arbejde, så var det samarbejde, jeg indgik i omkring indspilning og mix, en vigtig dimension. Lige inden denne slutning foregik situationerne, hvor jeg indspillede musikken med musikerne. Det er det, der skete lige her, som alt forudgående arbejde og alt efterfølgende arbejde peger mod. Et yderst intensiveret her-og-nu, som alt andet er afhængigt af.

Imellem begyndelsen og slutningen af det kompositoriske arbejde handler det for mig om at få fremstillet nogle konkrete kompositoriske idéer. Nogle gange har jeg brug for noget abstrakt og improvisationsbåret, og så udformer jeg gerne et grafisk partitur, hvor jeg noterer dette til musikerne. Andre gange er der for mig at se behov for noget, der mere har at gøre med toner, harmonier og rytmer. Så noterer jeg det på almindeligt nodepapir. I dette projekt kan man se de grafiske partiturer og noderne i kunstbogen, og på den led bliver de en del af værket; de bliver tilgængelig for alle og ikke kun for musikerne.”

Invitation: Releasekoncert

Laura Toxværd inviterer alle DJBFA’s medlemmer til releasearrangement på projektet. Det foregår på Klub Primi i København den 12. november 2019. Dørene åbner kl. 19.30, og releasekoncerten begynder kl. 20.30. Se Facebook-event for aftenen.

Det bliver en fejring af de nu to album – Tidens strøm og Drapery – samt en kunstbog, der indeholder partiturer og noder af værkerne på pladerne. Til koncerten spiller Laura Toxværd sammen med Marilyn Mazur og Peter Friis Nielsen, som medvirker på det ene album, samt Julie Kjær. Koncerten optages, og det bliver en del af Toxværds igangværende ph.d.

På gensyn til alle interesserede!

Kompromisløshed på den danske musikscene

Legatudvalget 2018 skrriver om begrundelsen for at uddele et af de sjældne projektlegater til Laura Toxværds projekt:

“Legatudvalget glæder sig over at kunne tildele saxofonisten Laura Toxværd et projektlegat til hendes grafiske notationsværk. Laura Toxværd er en sjælfuld musiker og spændende komponist indenfor den eksperimenterende jazzscene. I dette projekt vil Toxværd samle erfaringerne fra sit tidligere arbejde med grafisk notation, men denne gang udfolde de enkelte værker gennem formidlende tekster, og dermed give lyttere og udøvere en større indsigt i materialets tilblivelse. Således vil hun skabe et værk, der bliver belyst fra alle vinkler – musikalsk, grafisk og processuelt.

Udvalget ønsker at støtte projekter, der viser og formidler den høje standard og kompromisløshed på den danske musikscene. Det er udvalgets vurdering, at Laura Toxværds projekt indskriver sig i en lang tradition og samtidig peger fremad i sit udtryk. Dansk jazz har stor international opmærksomhed, ikke mindst på grund af musikere og komponister som Laura Toxværd. Dette projekt vil støtte den bevågenhed yderligere til glæde for hele scenen.”

Legatudvalget 2018 bestod af Anne Eltard, Nikolaj Peyk og Troels Abrahamsen.

Søg projektlegat (note: ikke længere muligt)

Lige nu er DJBFA’s Legatudvalg 2019 i gang med at vurdere den igangværende runde af ansøgninger om projekt- og arbejdslegater (svar udsendes i slutningen af oktober).

Næste ansøgningsfrist for at søge legaterne er 1. december 2019 kl. 12.00.

Læs mere om både projekt- og arbejdslegater i DJBFA’s Legatpulje.

Pressefoto øverst: Laura Toxværd fotograferet af Peter Gannushkin.