Spritny camp i Amsterdam fra 19.-25. oktober 2020! Byg bro til andre genrer, udvid dit netværk og bliv inspireret til Europas største branchefestival for elektronisk musik: Amsterdam Dance Event. Campen er også for dig, der ikke spiller elektronisk musik. Ansøg senest 6. august 2020.

Målgruppen for denne camp er ikke kun elektroniske musikproducere. Der er plads til både sangskrivere, toplinere, musikinstrumentalister, producere, jazzkomponister og alt derimellem. Ved at ryste posen kan musikerne sammen skabe unikke produktioner, der i sidste ende kan konkurrere på det globale musikmarked.

Flere og flere af de traditionelle genrer som pop, rock, hiphop og verdensmusik er båret af elementer fra den elektroniske musik, især i produktionsprocessen. Med nærmest uendeligt mange subgenrer er den elektroniske musik i dag kendetegnet ved at være nærmest genreløs.


Hvornår: 19.-25. oktober 2020
Hvor: Amsterdam, Holland
Ansøgningsfrist: 6. august 2020 kl. 23.59

En elektronisk DJ til en fest med en plante foran sig, der skaber en fusion af Amsterdams pulserende musikscene.
En gruppe mennesker står foran en bygning i Amsterdam med gule og sorte bannere og viser Electronic Fusion-vibes.
En gruppe mennesker står foran et skilt, der siger velkommen til Electronic Fusion Amsterdam.

Om campen

Hovedformålet med arbejdsopholdet er at blive inspireret af nye workflows og musikgenrer, få ny viden inden for forretning og sit felt, skabe musik, og bestemt ikke mindst at udvide sit netværk, hvor det er mest relevant.

Men der vil også være rig mulighed for at opleve nogle af de mange inspirerende koncerter, der finder sted under ADE. Det forventes under alle omstændigheder, at man er frisk og nysgerrig til ugens program.

Under opholdet vil vi arbejde på nye produktioner, hvor alle bidrager med deres talent. For at få mest ud af opholdet vil man blive bedt om at medbringe laptop, gear og musikprojekter hjemmefra, som man sammen kan arbejde videre med og ændre i undervejs.

En eller flere af produktionerne vil blive brugt som case i et professionelt studie i Amsterdam, hvor produceren vil give feedback på både komposition og tips til den tekniske del (mix/master).

På arbejdsopholdet vil du bl.a.:

  • Få en unik mulighed for at udvide dit netværk inden for lige netop din genre.
  • Deltage i workshops og masterclasses, som lige netop du har behov for.
  • Få mulighed for at arbejde med og blive inspireret af andre dygtige musikere.
  • Få professionel feedback på musikproduktion samt tips til mix og master.
  • Lære at lave en fornuftig forretningsplan for dit eget projekt på rekordtid.
  • Få inspiration til, hvordan du kan tilpasse dit eget live-setup.
  • Opleve koncerter med de største navne inden for elektronisk musik i dag.
  • Under opholdet vil deltagerne prøve kræfter med at lave en forretningsplan for et selvvalgt projekt.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge. Jo flere ansøgninger vi modtager, jo flere dygtige kompetencer kan vi sammensætte til et unikt forløb.

Om Amsterdam Dance Event

Amsterdam Dance Event (ADE) er en branchefestival for elektronisk musik, hvor langt størstedelen af artisterne og øvrige branchefolk arbejder med elektronisk musik og teknologi. Men der er stort udbytte at hente, uanset hvad man laver af musik, for du kan opleve op til 2.500 artister, 600 foredrag og 1.000 events på 200 forskellige venues med artister og branchefolk inden for alle afkroge og subgenrer.

Da vi ikke har en lignende pendant i Skandinavien, er det en unik mulighed for at opsøge og netværke med lige netop de folk, du mener er vigtige at kende inden for din genre.

Desuden er der rig mulighed for at deltage i workshops og masterclasses inden for den del af musikproduktionen, man gerne vil have mere viden om. ADE 2019 bød f.eks. på workshops inden for alt lige fra nørdede koncert-setups og studieteknikker til management og musikkens indvirkning på hjernens synapser.

Folkene bag

Campen er organiseret af DJBFA og projektleder Kianoush Yazdanyar, der er uddannet jurist med speciale i ophavsret samt skatte- og selskabsret. Han har hjulpet mange iværksættere med at lægge forretningsplan og udarbejde kontrakter og har igennem mere end 20 år har produceret musik og bl.a. spillet på Roskilde Festival ’19. Kianoush vil være med på hele turen og stå for de praktiske forhold sammen med Jesper Skovgaard (Noosfære), der vil fortælle om en bæredygtig musikkarriere med fokus på forskellige indtægtskilder som professionel musiker.

Praktisk info

Periode: 19.-25. oktober 2020.

Mandag 19. oktober vil foregå i København, hvor vi vil være i studiet hele dagen for at danne et indtryk af hinanden og komponere nyt musik. Jesper Skovgaard vil holde et oplæg om, hvordan man laver et skudsikkert live-setup, når man har live-instrumentalister med på scenen.

Tirsdag 20. oktober er udrejsedag til Amsterdam, og 25. oktober er hjemrejsedag. Som deltager vil du blive indlogeret i et centralt beliggende hotel i Amsterdam. Der vil være 8 deltagere samt to arrangører med på campen. Alle får deres eget hotelværelse.

DJBFA og Kodas Kulturelle Midler afholder hovedparten af udgifterne i forbindelse med din deltagelse, så hver deltager skal kun betale 1.000 kr. i egenbetaling. Morgenmad er inkluderet på hotellet. Frokost og aftensmad er betalt.

Transport til og fra lufthavnen i Amsterdam samt transport i Amsterdam er inkluderet hele ugen. Lokale rejser og ophold i Danmark før selve hovedrejsen fra Københavns Lufthavn er ikke inkluderet. Man kan dog ansøge om dispensation for transport og logi, hvis man ikke bor på Sjælland.

Du skal selv medbringe computer, instrument eller andet, som du skal bruge til at indspille, co-write eller spille.

I ugerne op til campen vil der blive afholdt et informationsmøde i DJBFA’s lokaler, som du bedes deltage i. Du kan desuden blive bedt om at udarbejde eller medbringe et eller flere musikprojekter.

Sådan søger du

Alle medlemmer af DJBFA og/eller af Koda kan ansøge.

Du logger ind med dit Nem-ID. Vælg Arbejdsophold og “Electronic Fusion Amsterdam”. Her bliver du bedt om:

  • En kort ansøgning, hvor du forklarer, hvorfor du vil med på campen. Skriv også gerne, hvilke instrumenter du spiller, eller om du søger som vokalist. Skriv gerne kort, om du har særlige ønsker/allergier ift. kost.

  • Minibiografi/CV (pdf)

  • Tre af dine sange/værker (enten som link eller vedhæftet som mp3/m4a)

  • Du kan også vedhæfte sangtekster og pressefoto, hvis du vil.

Det forventes, at du som minimum enten behersker en DAW, et instrument eller har en stærk vokal.

Lav gerne din ansøgning i god tid inden ansøgningsfristen, så du kan nå at få eventuel teknisk hjælp.

Udvælgelsen af de otte danske deltagere vil ske i samråd med en ekstern komponist.

Ansøgningsfrist: 6. august 2020 kl. 23:59

Spørgsmål?

Har du spørgsmål til Electronic Fusion Amsterdam, er du velkommen til at kontakte campens projektleder, Kianoush Yazdanyar, på kianoush.yazdanyar@gmail.com.

Søg her

Electronic Fusion Amsterdam bliver til med midler fra Koda Kultur.